ATL: Der bliver uddannet for få chauffører
Langt de fleste lastbilchauffører kommer ind i branchen via en AMU-uddannelse. Men i de sidste par år er der uddannet færre chauffører. Og det er stærkt bekymrende, mener Lars William Wesch, direktør i ATL.
På erhvervsskolerne og hos private udbydere kan faglærte og ufaglærte tage en uddannelse som lastbilchauffør. Det kan være en ung mand, som har arbejdet som ufaglært i nogle år og nu ønsker en uddannelse. Eller det kan være en håndværker, som ønsker at skifte fag.
I 2017 blev der uddannet lige under 5000 chauffører på AMU-centrene. I 2018 var det 5260, viser tal fra TUR – Transporterhvervets Uddannelser.
Siden er antallet af uddannede faldet. I 2019 blev der uddannet 4400 chauffører og i 2020 var tallet 4613. Intet tyder på, at det bliver højere i år.
- Det er utroligt vigtig for vores branche, at der bliver uddannet så mange chauffører i AMU-systemet. Og er man i øvrigt interesseret i jobbet og kvalificeret, er en AMU-uddannelse som godschauffør jo den sikre vej til beskæftigelse. Derfor er det bekymrende, at antallet af personer, der vælger den vej, har været aftagende i de seneste år, samtidig med at virksomhederne mangler arbejdskraft, siger Lars William Wesch, direktør i ATL.
Flere lærlingeaftaler
Mens antallet af uddannede i AMU-systemet er faldet, er det sket en stigning i antallet af lærlinge. Inden for det seneste år er antallet af igangværende uddannelsesaftaler steget med omkring 100.
-Det er rigtigt godt og skyldes en meget aktiv indsats fra branchens side. Men stigningen i aftaler og antallet af færdiguddannede pr. år opvejer desværre ikke det fald, der er sket i AMU-systemet,
siger Lars William Wesch. /Smir