- Danmark bør afvise lastbiler fra Hviderusland
Danske arbejdsgivere og fagforeninger bør gå forrest og afvise lastbiler fra Hviderusland.
Så klar lyder meldingen nu fra FDL, Frie Danske Lastbilvognmænd, der bakker op om EU´s sanktioner mod Hviderusland. Vognmandsorganisationen henviser således til de sanktioner, der betyder, at EU midlertidigt lukker luftrummet for fly fra Hviderusland og opfordrer europæiske flyselskaber til ikke at flyve over landet. Derudover vil en række økonomiske sanktioner snart præsenteres.
Men fra dansk side bør vi gå længere end det, lyder det i en skriftlig meddelelse, der er underskrevet af FDL-formand Christian Jensen og kontorleder Jens Groot.
- Hviderussiske lastbiler har nationalitetsmærket BLR og er ikke omfattet af EU’s sanktioner. Det mener FDL er en fejl. Danmark er et frit land, og ingen kan tvinge den danske arbejder til at udføre opgaver, som strider mod hans overbevisning. Det ville så også klæde de danske arbejdsgivere og fagforeninger at bakke op om deres ansatte/medlemmer. De bør gå forrest i en god sag og afvise lastbiler fra BLR, lyder det.
FDL tilføjer, at det ikke er nu, ”der skal vaskes hænder”:
- Der skal vises sammenhold og handlekraft. Det er nu, der skal komme en fælles udtalelse/opfordring fra de førende danske arbejdsgiverforeninger/fagforeninger for godstransport og godsterminalområdet. En generel afvisning af losse- og læssehåndtering af lastbiler med nationalitets mærket BLR. /anga.