23948sdkhjf

Skibsfarten lægger stærkt fra land

Dansk skibsfart trodser corona-pandemien med det højeste eksportniveau for første kvartal nogensinde.

De første tre måneder af 2021 har været gode for flere af de danske rederier.

En ny opgørelse af eksporten fra Danmarks Statistik viser, at skibsfarten eksporterede for 62,8 milliarder kroner i Q1, og dermed tegner søtransport sig for 20,1 procent af den samlede danske eksport i perioden.

- Dansk skibsfart er kommet godt fra start i det nye år. Købelysten er stor, og det skaber behov for transport af varer på tværs af lande og kontinenter. Danske rederier er dygtige til at vinde lasterne, og lige nu står dansk skibsfart for mere end en femtedel af den samlede danske eksport. Det er vi ærlig talt selv lidt imponerede over, siger Anne H. Steffensen adm. direktør i Danske Rederier.

Eksporten i samme periode sidste år lød på 62,25 milliarder kroner, og selvom det umiddelbart lyder som tæt på resultatet i Q1 i år, er det et flot resultat, fordi den amerikanske dollar, som størstedelen af lasterne afregnes i, er faldet mere end 10 procent i forhold til den danske krone i perioden.

- Samlet set, er det det bedste Q1 nogensinde. Vi har stadig nogle dele af rederibranchen som f.eks. færgerne og tankskibene, der er meget udfordrede under COVID-19. Men samlet set er der altså god fremgang på trods af svære vilkår i nogle segmenter, siger Anne H. Steffensen.

Containere og tørlast

Det gode første kvartal i år skyldes især god aktivitet på containermarkedet og et godt tørlastmarked drevet af høje tørlastrater i første kvartal i 2021.

Ifølge den internationale shippingdatabase Clarksons er containerraterne steget 60 procent fra første kvartal 2020 til første kvartal 2021, mens tørlastraterne er hele 2,5 gange højere.

Ser man tilbage på første kvartal af 2019, før verden var ramt af COVID-19, lå eksporten på 58,9 milliarder kroner for søtransporten.   /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103