23948sdkhjf

DTL: Godt med flere rastepladser i Venstre-udspil

Manglen på rastepladser til den tunge transport får endelig politisk opmærksomhed på Christiansborg.

I dag præsenterer Venstre sit infrastrukturudspil, og der er lagt op til flere og bedre rastepladser, ligesom der foreslås styrkelse af den grønne omstilling i transporterhvervet. Begge elementer er vigtige at få på bordet inden forhandlingerne i Folketinget. Skærup syd for Vejle er en af de rastepladser, hvor der mangler kapacitet.

- Det er et glimrende udspil, Venstre er kommet med. Det har været fremme før, men jeg glæder mig over at Venstre lægger op til at bruge 200 mio. kr. på kapacitetsforbedringer af landets rastepladser. Det er tiltrængt og meget efterspurgt i branchen, siger Erik Østergaard, administrerende direktør i DTL - Danske Vognmænd i en pressemeddelelse.

- Trods vejpakke og meget andet, så er der fortsat tusindvis af udenlandske lastbiler, der hver dag kører rundt i Danmark langt fra hjemlandet. De fylder altså godt op på rastepladserne. Så det er vigtigt, at vi sikrer at danske vognmænd og chauffører kan afvikle deres lovpligtige hvil ude på rastepladserne uden at finde alle pladser optaget.

Tung grøn omstilling

- Jeg hæfter mig også ved, at Venstre tager et politisk ansvar på sig i forhold til at sikre den grønne omstilling i transportsektoren. Som jeg efterhånden har sagt en del gange, så kan den omstilling ikke betales af erhvervet alene. Dertil er opgaven simpelthen for stor. Energisektorens omstilling blev også en realitet som følge af målrettede politiske dispositioner, incitamenter, investeringer og en afgiftsstruktur, der muliggjorde det. Dét er der også behov for når vi taler transport, fortsætter Østergaard.

Grøn tankinfrastruktur

I Venstres udspil ”Bedre mobilitet og mere frihed til danskerne” hedder det bl.a., at grøn tankning af bl.a. el, biogas og brint til lastbiler skal tænkes ind i infrastrukturforhandlingerne. Dertil afsættes en pulje på 1,2 mia. kr., der bl.a. skal sikre den nødvendige infrastruktur til tankning i hele landet.

- Det er jeg meget enig med Venstre i. Én af mange store udfordringer vil være tilgængelighed af fremtidens drivmidler, dér hvor de skal bruges – altså der, hvor lastbilerne kommer. Så det er helt, helt afgørende, at vi får sikret tankningsproblematikken, siger Erik Østergaard.

-Jeg hæfter mig også ved, at Venstres udspil lægger op til, at der skal laves en midlertidig nedsættelse af relevante afgifter, så indfasningen af grønne lastbiler og busser bliver understøttet. Dét lyder som en rigtig vej at gå, slutter Erik Østergaard.   /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11