ITD-ros til ”tungt” Venstre-udspil
I sit nye infrastrukturudspil lægger partiet Venstre op til at bakke effektivt op om branchens bestræbelser på at omstille sig til mere klimavenlig transport. Milliardstor pulje til grøn infrastruktur er sammen med forslag om tilskudsordning og et kig på afgifterne en vigtig håndsrækning, som branchen har brug for.
Venstre har i dag præsenteret et infrastrukturudspil som ud over en fornuftig og meget velkommen prioritering af vejnettet også lægger op til stærke og effektive værktøjer til at hjælpe den tunge transportbranche på vej med sin grønne omstilling.
Biogas og brint
Konkret foreslår Venstre, at der oprettes en pulje på 1,2 milliarder kroner til bl.a. at udrulle den infrastruktur, der skal til for at sikre udbredelsen af biogas og brint til lastbiler, ligesom partiet vil udforme en tilskudsordning til køretøjer, der kører på alternative drivmidler. Derudover vil Venstre også se på afgiftsomlæggelser, så indfasningen af klimavenlige lastbiler bliver understøttet.
- Det er utrolig positivt, at Venstre nu aktivt melder sig ind i kampen om den grønne omstilling af den tunge transport og gør det med initiativer, der rent faktisk hjælper branchen i stedet for bare at straffe. Vi vil gerne den grønne omstilling, men mangler de reelle, konkurrencedygtige alternativer til fossile brændstoffer, og derfor har vi brug for støtte, så de klimavenlige teknologier kan blive fremmet. Her kommer tre konkrete forslag, som gør præcis det, og derfor håber vi fra ITD’s side, at forslagene bliver taget alvorligt af de øvrige partier, og at det udmønter sig i den endelige aftale, siger Henriette Kjær, der er politisk chef i ITD.
Inspiration fra ITD
ITD har lanceret sin egen klimaplan og derudover deltaget særdeles aktivt i Klimapartnerskabet for Landtransport, som i marts 2020 kom med sine anbefalinger. Venstre har taget flere af disse til sig, og det glæder ITD.
- Det er muligt at hjælpe den grønne omstilling af den tunge transport effektivt på vej. Det er ikke nemt, og det kommer til at kræve mange kræfter, så vi har brug for et stærkt samarbejde med alle parter. Vi har lidt for ofte oplevet, at der bliver grebet til pisken med flere og højere afgifter i stedet for at se på, hvordan man gør det mere attraktivt at omstille sig. Den grønne omstilling er især dyr for den tunge transport, når de alternative teknologier endnu ikke er så modne, så det er nu, vi har brug for hjælpen, siger Henriette Kjær. /Smir