Voksen- og efteruddannelser genåbner
Det er nu tilladt med 80 pct. fremmøde på voksen- og efteruddannelserne, hvilket er en del af Folketingets genåbningsaftale. Det gælder i alle landsdele med undtagelse af hovedstadsområdet, der stadig er begrænset til 50 pct. fysisk fremmøde.
I takt med at udbydere og virksomheder lukker mere og mere op, er der bedre rammer for, at medarbejderne kan deltage i offentlig efteruddannelse.
Det skriver ATL og DI.
Fasthold fjernundervisning
DI håber dog, at erfaringerne fra nedlukningen bæres ind i fremtiden, så udbyderne af voksen- og efteruddannelse benytter erfaringerne med virtuel undervisning i tilrettelæggelsen af den fremtidige undervisning. Det kan f.eks. være, at kurserne afvikles som en blanding af tilstedeværelsesundervisning og fjernundervisning.
Det er også DI’s håb, at vi ser en øget brug af digitale læringsformer og digitale læringsprogrammer, så det kan skabe en større fleksibilitet og mere målrettet undervisning til glæde for både medarbejdere og virksomheder.
Støtte fra kompetencefondene
Der kan være mulighed for støtte fra overenskomsternes kompetencefonde til enten aftalt eller selvvalgt uddannelse, når medarbejderne deltager i f.eks. AMU-kurser og FVU-undervisning (kurser i basale færdigheder inden for dansk, matematik, it og engelsk)
Vær dog opmærksom på de krav, der er for at opnå støtte. Kravene er beskrevet i den enkelte overenskomst.
Interesserede kan læse mere om fondene og finde links til uddannelserne her.