Super Dæk Service med ny afdeling ved Femern-byggeri
Den landsdækkende værkstedskæde Super Dæk Service har slået dørene op til kædens nye afdeling i Rødby. Herfra vil man servicere lastvogne og andre maskiner, som kører rundt i området og arbejder på byggeriet på Femern Bælt-forbindelsen.
Med en placering få minutter fra Danmarks største byggeplads forventer afdelingsleder Martin Lund, at der er et stort potentiale i at hjælpe transport- og byggevirksomheder med at holde deres lastbiler og maskiner godt og sikkert kørende.
- Hos Super Dæk Service i Rødby kan vi levere dæk til stort set alt, der kan rulle. Ikke mindst lastbiler. Når byggeriet kommer op at køre, kommer der til at være mange hundrede lastbiler her om dagen og flere tusinde mand, der arbejder her, fortæller Martin Lund, som har leveret de første ordrer og landet en aftale med en udlejningsvirksomhed.
Adgang til stort dæklager
Værkstedet ved Rødby Havn har sit eget dæklager, men derudover har man også adgang til et centralt lager i Danmark med over 500.000 dæk på lager. Dermed vil man kunne tilbyde et meget bredt udvalg af dæk til hurtig levering.
- Vores team vil fokusere på at kunne reagere så hurtigt som muligt, fordi vi ved hvor afgørende det er at have en høj oppetid i transport- og byggebranchen, siger Martin Lund. /anga.