23948sdkhjf

Rederier hilser ny migrationsambassadør velkommen

Tværministeriel taskforce og helt ny ”særlig udsending” skal arbejde for modtagecenter for migranter uden for EU.

Den erfarne danske diplomat Anders Tang Friborg er blevet udpeget til en ny post som migrationsambassadør. Dermed skal han være med til at styrke regeringens indsats for et retfærdigt og humant asylsystem, herunder blandt andet ambitionen om at oprette et eller flere modtagecentre uden for EU for at fjerne incitamentet til at søge asyl i Danmark.

Som særlig udsending for regering – såkaldt ’Special Envoy’ – skal han hjælpe med at sparke døre ind for regeringens idéer over for både lande og organisationer i og uden for EU.

Det oplyser Udenrigsministeriet en pressemeddelelse.

Ros fra rederier

Udmeldingen fra Udenrigsministeriet hilses velkommen fra Danske Rederier, der mener der er al mulig grund til at hilse initiativet velkommen.

- Situationen om bord på tankskibet Maersk Etienne, hvor 27 migranter i mere end en måned har været fanget om bord ud for Maltas kyst, viser med al tydelighed, at der er brug for et øget fokus på de migrationsudfordringer, der er i Middelhavet. Der er på den baggrund al mulig grund til at hilse regeringens initiativ velkomment, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

- Det er en vigtig opgave, den nye ambassadør står overfor. Vores rederier hjælper selvfølgelig folk i havsnød, men handelsflåden hverken kan eller skal løse den kæmpe udfordring, der er med migranter i Middelhavet. Her må vi have det internationale samfund på banen, og derfor er det godt, at Danmark nu får en ambassadør for området., siger Anne H. Steffensen.

Samtidig oprettes pr. 1. september en tværministeriel task force under Udlændinge- og Integrationsministeriet. Task forcen kommer også til at have deltagelse af Udenrigsministeriet og Justitsministeriet og skal ligeledes understøtte arbejdet for et retfærdigt og humant asylsystem.

- Det nuværende internationale asylsystem er umenneskeligt, uretfærdigt og uholdbart. Vi vil have et system, der bekæmper, at kyniske menneskesmuglere tjener formuer, mens børn, kvinder og mænd i tusindvis udsættes for overgreb langs migrationsruterne eller drukner i Middelhavet. En migrationsambassadør kan være med til at åbne døre for Danmarks forslag om en ny tilgang hvor vi stopper migrantpresset mod Europa og sikrer at reelle flygtninge hjælpes hurtigere og bedre i nærområderne, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

Fungerende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek udtaler:

- Det nuværende asylsystem har spillet fallit. Der er brug for et mere retfærdigt og humant asylsystem. Regeringen ønsker så få spontane asylansøgere som muligt til Danmark, så vi i stedet kan hjælpe langt flere i nærområderne. Det mål vil vi blandt andet nå ved at etablere et eller flere modtagecentre uden for EU og dermed fjerne migranternes incitament til at krydse Middelhavet. Det bliver alt andet end nemt. Men vi er i gang med arbejdet og håber, at den nye ambassadør og den styrkede task force kan bidrage til at indfri ambitionerne.

Udviklingsminister Rasmus Prehn udtaler:
- Vi skal bruge vores udviklingsbistand til at hjælpe flest muligt – bedst muligt. Og vi får uden sammenligning mest for vores penge i nærområderne. Den nye ambassadør og den interministerielle task force skal bidrage til, at vi hjælper folk, der hvor de er, så de ikke sætter livet på spil for at komme til Europa. Det kræver målrettede indsatser i oprindelseslandene og langs migrationsruterne.”

 

FAKTA
Ambassadøren og task forcen skal styrke regeringens indsats for at realisere visionen om et mere retfærdigt og humant asylsystem. Regeringen har ambitioner om at oprette modtagecentre i et eller flere lande uden for EU for at bryde incitamentet til at søge asyl i Danmark, og ønsker derudover blandt andet at styrke EU’s ydre grænser, forbedre udsendelsen af afviste asylansøgere og styrke asyl- og migrationsmyndigheder i tredjelande langs migrationsruterne.

Anders Tang Friborg har en lang international diplomatisk karriere bag sig blandt andet i Udenrigsministeriet, FN, som Danmarks repræsentant til Palæstina med rang af ambassadør og endelig som repræsentationschef i Tripoli.

Han vil som migrationsambassadør får status af særlig udsending for regeringen – ”Special Envoy” – og får en central rolle i den opsøgende diplomatiske indsats over for europæiske samarbejdspartnere, tredjelande og internationale organisationer.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172