23948sdkhjf

Specialudstyr til gods i overstørrelse

N. C. Nielsen leverer Overheight Frame til Aarhus Logistics Center.

N.C. Nielsen har netop leveret nyt havneudstyr til Aarhus Logistics Center (ALC).

Det drejer sig nærmere betegnet om specialudstyret Overheight Frame (OHF), som er et semiautomatisk og langbenet aggregat, der monteret på en Konecranes reachstacker fastlåses i et flatrack for at håndtere det fastsurrede gods.

Kræver specialudstyr

Hos Aarhus Logistics Center oplever de en stigende godsmængde i størrelser, som ikke passer til standardcontainere. Den slags gods kræver en særlig behandling, når det skal læsses eller losses fra skibene i landets største containerhavn. Det hele foregår i et nøje samspil mellem reachstacker, Overheight Frame, flatrack og de enorme havnekraner, der løfter godset fra eller til skibet.

- Vores opgaver er meget alsidige. Det stiller store krav til det rette specialudstyr. Sammen med N.C. Nielsen har vi fundet frem til en hurtig, smidig og sikker løsning omkring gods i overstørrelse. Det er blevet nemmere og mere sikkert at håndtere denne type gods, da føreren af reachstackeren bliver i kabinen under hele operationen, siger manager Bent Svit fra Aarhus Logistics Center.

Håndterer højde og drøjde

Den nye OHF har en løftekapacitet på 50 ton og en frihøjde på 2,7 meter. Sammenkoblet med reachstackerens twistlocks hæves OHF’en op i højden og benene placeres i twistlocks på det tilhørende flatrack. Benene placeres mekanisk, og når låsene i flatrackens twistlocks drejes, så adviseres føreren med et manuelt signal, at OHF’en er korrekt sammenkoblet og herefter kan køre af sted med godset.

Tidligere var denne operation mere besværlig. Dengang skulle Aarhus Logistics Center montere en spreader på reachstackeren, som skulle løfte lasten med kæder, og ombord på skibet skulle lasten tilmed fastgøres manuelt af havnearbejdere. Det er ikke nødvendigt længere, da både reachstacker, Overheight Frame, flatrack og havnekran klarer det hele i én sammenhængende operation.

- N.C. Nielsen har hjulpet os med at optimere vores interne transport af gods i overstørrelse - både hvad angår håndtering, økonomi og sikkerhed. Vi har fået den fulde pakke med professionel rådgivning, god dokumentation, levering til tiden og ikke mindst en veldefineret serviceaftale. Det lover godt for fremtiden, hvor vi helt sikkert kommer til at bestille mere specialudstyr, siger Bent Svit.

Fokus på Heavy Duty

Hos N.C. Nielsen har man en intern Heavy Duty-afdeling, der blandt andet sætter fokus på specialløsninger i den tunge ende af skalaen. N.C. Nielsen har i mange år forhandlet Terberg terminaltraktorer og Konecranes maskiner samt specialopbyggede Heavy Duty-produkter til  

blandt andet havneoperatører, vindmølleproducenter, distributionscentre og logistikvirksomheder.

- Vi ser en tendens til yderligere specialisering på Heavy Duty-området. Vi udvider gradvist vores samarbejde med underleverandører og udvider p.t. værkstedsfaciliteterne i Balling, så vi kan levere individuelt tilpassede transportløsninger, der skaber reel merværdi i virksomhederne. Vi glæder os meget over den nye løsning hos Aarhus Logistics Center, som vi har et tæt samarbejde med på flere fronter, siger salgschef Jørgen Peter Lund fra N.C. Nielsen. /anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129