23948sdkhjf

Grønnere busser i de største kommuner

Seks af landets største kommuner skal have nulemissions-bybusser fra 2021.

Landets største kommuner skal være fyrtårne i den grønne omstilling af den kollektive trafik. Det fremgår af de klimasamarbejdsaftaler, som transportminister Benny Engelbrecht nu har indgået med kommunerne i henholdsvis København, Aarhus, Odense, Aalborg, Vejle og Frederiksberg. Aftalerne skal være med til at understøtte og accelerere den grønne omstilling i landets kommuner ved, at alle nye bybusser skal være nulemissionsbusser fra 2021.

- De seks kommuner står i dag for cirka en fjerdedel af den samlede kollektive buskørsel. Derfor er det også helt naturligt, at de skal være drivkraften i omstillingen af den kollektive trafik. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi har indgået en række ambitiøse aftaler, som skal være begyndelsen på et gearskifte af den grønne omstilling i kommunerne. Jeg håber og tror på, at flere af landets kommuner vil følge efter og tiltræde de mål, som landets største kommuner forpligtiger sig til, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Foruden den grønne omstilling af den kollektive bustrafik forpligter fem af seks kommuner sig også til at omstille den kommunale bilpark. Fire heraf forpligter sig således til, at alle ny-leasede eller nyindkøbte kommunale personbiler skal være nulemissionskøretøjer allerede fra i år eller fra 2021.

Ud over de fælles målsætninger har kommunerne hver især en række andre tiltag, som regeringen med klimasamarbejdet vil arbejde for at muliggøre, lyder det fra Transportministeriet. /anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109