23948sdkhjf

Frode Laursen styrker den grønne profil

Transportvirksomheden investerer i fem nye naturgaslastbiler fra Iveco.

Midt i juni tog Frode Laursen endnu et vigtigt skridt på vejen mod at styrke sin grønne profil. Transport- og logistikvirksomheden har for nylig investeret i fem helt nye Iveco S-WAY-lastbiler med gas som drivmiddel. De føjer sig til en vognpark, som løbende opgraderes ud fra ambitionen om at levere fremtidens grønne logistik- og transportløsninger, lyder det fra selskabet.

- Som en del af transportindustrien står vi i Frode Laursen for en stor del af CO2-udledningen, og har derfor også et stort ansvar, når det gælder nedbringelse af forbruget af fossile brændstoffer, siger Jan Skov Pedersen, teknisk chef i Frode Laursen og fortsætter:

- Derfor har vi i Frode Laursen en klar målsætning om, at vi hvert år udleder mindre CO2. En af de vigtigste ting, vi i den forbindelse kan regulere på, er vores lastbiler og det brændstof, de kører på. Derfor har vi valgt at investere i nye gaslastbiler.

De nye lastbiler er alle i modellen Iveco S-WAY AS440S46 NP T/P 2LNG.

Derudover er det en investering, der giver god økonomisk mening: Beregninger fra Iveco viser, ifølge Frode Laursen, at de totale ejeromkostninger over fire år bliver cirka 600.000 kr. lavere per køretøj end for tilsvarende dieselmodeller. Det gælder, når der også tages højde for det forventede kørselsmønster og mulighederne for støtte, herunder fritagelsen for den tyske MAUT-afgift.

- For Frode Laursen giver det derfor ekstra god mening at bruge lastbilerne, når vi kører i Tyskland, fordi det ikke kun er godt for miljøet, men også giver mening rent økonomisk, siger Jan Skov Pedersen.

Han suppleres af Kåre Neergaard, der er Business Line Manager for Medium/Heavy Trucks hos Iveco:

- Gas er et grønnere drivmiddel end diesel og kan bidrage med markante CO2-reduktioner, og det er der efterhånden kommet en bredere forståelse af ude i Europa. Støttemulighederne skaber incitament til at konvertere fra diesel til gas, og samtidig bliver infrastrukturen løbende udvidet og mere finmasket med flere og flere optankningsmuligheder, siger Kåre Neergaard. /anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125