23948sdkhjf

Lufthavn i fyringsrunde

Aarhus Airport skal afskedige op mod 23 fuldtidsstillinger.

Trods velmenende hjælpepakker er Aarhus Airport nu nødsaget til at sadle om for at bringe lufthavnen tilbage på ret kurs. Lufthavnen dropper derfor lønkompensationsordningen og reducerer antallet af medarbejdere.

Det skriver Aarhus Airport i en skriftlig meddelelse, hvor Peer H. Kristensen, administrerende direktør i Aarhus Airport, udtaler:

- Det er en rigtig træls situation, men vi er nødsaget til at handle rettidigt og iværksætte de afskedigelser og organisatoriske ændringer, der er nødvendige for at sikre vores fremtid. Hjælpepakkerne og de minimale grænseåbninger har ikke været til vores fordel, og vi må nu tilpasse virksomheden den virkelighed, vi ser ind i. Lufthavnen er rent personalemæssigt gearet til at betjene omkring 550.000 passagerer, og det niveau forventer vi først at være oppe på i løbet af et par år, siger Peer H. Kristensen, administrerende direktør i Aarhus Airport.

Den 15. juni informerede ledelsen således lufthavnens samarbejdsudvalg om, at Aarhus Airport træder ud af lønkompensationsordningen ved udgangen af juni måned, og at der varsles opsigelser i de tre afdelinger, som betjener passagererne, hvilket er Security, Passagerservice og rampen. Helt præcist hvor mange medarbejdere lufthavnen kommer til at sige farvel til, er endnu ikke afklaret, men ledelsen forventer, at det vil være medarbejdere i deltidsstillinger svarende til op mod 23 fuldtidsstillinger.

Aarhus Airport står midt i en omfattende turnaround med massive investeringer i både udvikling samt om- og udbygninger. Lufthavnen kom ud af 2019 med minus 36 mio. på bundlinjen, hvilket bestyrelsen fandt tilfredsstillende og i tråd med forretningsplanen. De sidste måneders midlertidige nedlukning og fremtidsudsigterne for luftfarten giver dog en væsentlig forskydning i lufthavnens vækstplaner.

- Vi er meget kede af at måtte sige farvel til vores dygtige medarbejdere. Efter et suverænt år i 2019 var hele lufthavnen topmotiveret for at fortsætte vækstrejsen, men den er blevet slået ud af kurs. Det er helt spøgelsesagtigt at se ind i trafikmængden for de kommende seks måneder, og vi kan ikke langtidsplanlægge, når hjælpepakkerne bliver forlænget med en til to måneder ad gangen. Vi mister op mod tre mio. kr. om måneden, og vi kan ikke fortsætte med at skubbe puklen foran os. Nu handler det om at sikre vores overlevelse og arbejde os tilbage på vækstsporet, siger Peer H. Kristensen.

Over de næste 14 dage vil der være forhandlinger med fagforeninger og tillidsrepræsentanter med henblik på at sikre færrest mulige afskedigelser, lyder det. /anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094