23948sdkhjf

Danske motorveje bliver grønnere

Vejdirektoratet udlægger 156 km klimavenlig asfalt i år.

De danske motorveje og hovedlandeveje bliver lidt grønnere i den kommende tid. I løbet af årets vejarbejdesæson udlægger Vejdirektoratet nemlig 156 kilometer klimavenlig asfalt fordelt på 100 kilometer motorvej og 56 kilometer hovedlandevej.

Klimavenlig asfalt er lettere for dækkene at køre på, fordi den genererer mindre rullemodstand mellem dæk og vej. Dermed bruger biler og lastbiler mindre brændstof, hvilket igen reducerer CO2-udledningen fra trafikken. Den mindre rullemodstand har ikke betydning for sikkerheden.

Udlægningen sker i forlængelse af regeringens beslutning fra sidste efterår om, at den nye asfalt på statsvejnettet som udgangspunkt skal være klimavenlig.

- Transportsektoren spiller en central rolle i den grønne omstilling, og det er vigtigt, at vi tænker klimavenlige løsninger ind i alle dele af transportområdet. Ved at udlægge den nye type asfalt vil vi kunne sænke CO2-udledningen fra biltrafikken, og jeg er glad for, at den klimavenlige asfalt bliver udbredt til flere strækninger rundt om i landet, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Gert Ahé, områdechef i Vejdirektoratet, supplerer:

- Vi udlægger i størst mulig grad klimavenlig asfalt i forbindelse med vores vedligeholdelse af statsvejene i år. Der en tale om en ny type asfalt, der skaber mindre CO2-udledning fra vejene end de asfalttyper, vi hidtil har anvendt, siger Gert Ahé og fortsætter:

- Vores beregninger viser, at biler og lastbiler bruger cirka 1,2 procent mindre brændstof, når de kører på veje med klimavenlig asfalt. Det lyder måske ikke af meget – men det bliver til en rigtig stor CO2-besparelse, når der køres mange kilometer på vores motorveje og hovedlandeveje, siger Gert Ahé.

Desuden viser de foreløbige resultater, at den klimavenlige asfalt også har en positiv effekt i forhold til at reducere støjen fra vejtrafikken. Det er dog endnu for tidligt at sige, hvor stor støjreduktionen vil være på længere sigt, eftersom der stadig er tale om et nyt produkt.

Den klimavenlige asfalt er et nyt, specialblandet produkt, som er udviklet siden 2011 i samarbejde mellem Vejdirektoratet, forskere fra universitetsverdenen samt fra industrien. /anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14