23948sdkhjf

- EU-henvendelse må gøre indtryk på regeringen

Danske Speditører opfordrer til nyt syn på parkeringsbegrænsningen.

Danske Speditører opfordrer transportminister Benny Engelbrecht til at tage det alvorligt, når EU-Kommissionen nu for anden gang truer Danmark med en retssag om parkeringsbegrænsningen på de statslige rastepladser langs motorvejene.

Det siger Martin Aabak, direktør i Danske Speditører.

- Jeg håber inderligt, at den officielle danske reaktion på den nye henvendelse fra EU-Kommissionen om enten at fjerne 25 timers-reglen eller komme med en velbegrundet forklaring på, hvorfor den fastholdes, ikke bliver en ligeså blank afvisning som i 2018. Det må gøre indtryk, at EU-Kommissionen nu for anden gang sender Danmark en venlig, men bestemt påmindelse om, at 25 timers-reglen kan være så tvivlsom i forhold til EU-retten, at en prøvelse ved EU-domstolen kan komme på tale. Jeg vil foretrække, at regeringen ser på reglen, der stammer fra den forrige regering, med friske øjne frem for at komme med en automat-afvisning, siger Martin Aabak, der lige fra starten har advaret om, at regeringen bevægede sig på kanten af EU-retten.

Løser ingen problemer

Martin Aabak mener, at uanset om parkeringsbegrænsningen er EU-stridig eller ej, så er den meningsløs, fordi den ikke løser nogen problemer, tværtom forringer den vilkårene for chaufførerne betragteligt. Dertil kommer, at parkeringsbegrænsningen tillige kan føjes til listen over initiativer, der har et problematisk forhold til EU-retten.

- Sådan er det også med det lovgivningsinitiativ, der er under behandling i Folketinget netop nu, og som vil føre til, at der skal gives dansk overenskomstløn til udenlandske chauffører, der kører cabotage i Danmark. Det er sket under påskud af et ønske om at forbedre forholdene for de udenlandske chauffører, men dagsordenen er formentlig en helt anden. Nemlig at tilgodese særinteresser og organisationer, siger Martin Aabak.

Allerede da det i december 2017 kom frem, at et flertal i Folketinget ville indføre parkeringsbegrænsningen, rejste Danske Speditører tvivl om holdbarheden i forhold til EU. Det afviste den daværende regering med transportminister Ole Birk Olesen i spidsen. Det samme skete, da EU-kommissionen mindre end en måned efter at reglen blev indført i sommeren 2018, kom med den første åbningsskrivelse.

- Reglen har gjort livet surt for mange, der forsøger at få en praktisk hverdag i vejgodslogistikken til at hænge sammen. Parkeringsbegrænsningen har været en unødvendig begrænsning i vejgodslogistikken. Man har forsøgt at gøre en sag om lovpligtig parkering i forbindelse med kørehviltidsregler til en sag om langtidsparkering. Med argumenter om biler der holder i ugevis på danske parkeringspladser. Det passer simpelthen ikke, hvilket Vejdirektoratets rapport også har vist med alt tydelighed. Reglen har tvunget danske såvel som udenlandske chauffører ud i at skulle vælge mellem risikoen for at få parkeringsbøder eller overtræde reglerne om lovpligtige hvil. Reglen har visse steder presset den tunge trafik ud i industrikvarterer – eller endnu værre: villakvarterer – for at afvikle de lovpligtige hvil. Det kan vi ikke være bekendt over for transportarbejdere, der vel at mærke kører med daglige og i disse tider livsvigtige fornødenheder til danskerne, siger Martin Aabak.

- Det har jeg været i dialog med de skiftende danske transportministre om, uden at det har ført til andet end højlydte diskussioner og dyb uenighed. Jeg kan dog glæde mig over, at der er mere lydhørhed overfor vores argumenter i Bruxelles end i København. Det bliver spændende at se, om den nuværende danske transportminister er mere imødekommende end sin forgænger, lyder det fra Martin Aabak.

- På mange måder synes det besnærende at søge at beskytte de nationale danske chauffører mod konkurrence udefra. Faktum er blot, at den internationale transport i meget lille omfang sker med danske chauffører. Den danske eksportchauffør har længe været væk. Det kan man så begræde og ønske tilbage – men det sker ikke ved at sætte det indre marked ud af kraft og ved at gøre Danmark mindre konkurrencedygtigt, fordi transporterne bliver dyrere. Eller gør det, spørger Martin Aabak.

Det spørgsmål vil Martin Aabak gerne diskutere, men han mener, at de fleste synes at være af den overbevisning, at øget dansk konkurrencekraft – herunder konkurrencedygtig transport – er det, der giver mest velstand til alle danskere.

- Når jeg ser tilbage på det politiske forløb i Danmark siden december 2017, må jeg sige, at der simpelthen har været for meget medvind på cykelstierne til dem, der har villet lægge hindringer i vejen for, at vognmænd og chauffører fra andre lande kan operere rationelt i forbindelse med internationale vejgodstransport til og fra Danmark. Deres deltagelse i det livsnødvendige transportarbejde, der understøtter dansk import og eksport, skal ikke lægges for had og begrænses ved hjælp af tekniske og praktiske forhindringer som denne parkeringsrestriktion. De udenlandske transportarbejdere skal ikke holdes ude men sikres ordentlige og ordnede vilkår at arbejde under, sådan som det vil ske med EU-Vejpakken, siger Martin Aabak.

Slut med symbolpolitik

Efter Martin Aabaks opfattelse må det nu være slut med al den symbolpolitik under dække af andre dagsordener.

- Parkeringsrestriktionerne har ikke givet bedre vilkår for nogen i vejgodslogistikken – heller ikke for de danske chauffører. Og det gør det ikke bedre, at reglerne er lavet for særligt at ramme de udenlandske transportarbejderes positive bidrag til, at du og jeg som forbrugere kan få fornødenheder, der er produceret uden for Danmarks grænser. Det er hverken ret eller rimeligt. Vi skal sætte pris på, at de gør det, de gør. For de kan ikke undværes. Derfor er det vigtigt, at de kan parkere på rastepladserne langs motorvejene, også når deres lovpligtige hvil er på mere end 25 timer. Og ja, det skal ske under ordentlige vilkår – ud af førerhusene, når det drejer sig om hvil over 45 timer – men chaufførerne skal vel kunne parkere inden de forlader førerhuset, eller er der noget jeg har overset i debatten, jeg kan i hvert tilfælde ikke finde meget menig i restriktionerne eller i debatten, siger Martin Aabak.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109