23948sdkhjf

Ørsted skal sælge strøm til Nestlé

Indgår elkøbsaftale om 125 GWh grøn strøm årligt.

Det danske energiselskab Ørsted har indgået elkøbsaftale med schweiziske Nestlé.

Det britiske datterselskab af føde- og drikkevarevirksomheden har indgået en 15-årig indekseret fastprisaftale med Ørsted om at købe grøn strøm fra havvindmølleparken Race Bank. Nestlé UK vil aftage produktionen fra 31 MW af havvindmølleparkens samlede kapacitet på 573 MW, hvilket gør det til Ørsteds største langsigtede elkøbsaftale til fast pris i Storbritannien.

Fra 1. maj 2020 vil Nestlé UK begynde at købe 125 GWh (gigawatt-timer) grøn strøm om året for at dække 50 procent af sit strømforbrug. Kombineret med Nestlé UK's eksisterende elkøbsaftaler sikrer denne aftale, at hele Nestlé UK's forbrug dækkes af vedvarende energi, der understøttes af certifikater. For Ørsted betyder det, at indtægterne for Ørsteds havvindmøllepark Race Bank stabiliseres, samt at den kommercielle eksponering over for elpriser på tværs af porteføljen reduceres.

Stefano Agostini, administrerende direktør for Nestlé UK og Irland:

- Jeg er utroligt stolt over, at vi i Nestlé gør det rigtige for at spille vores rolle i kampen mod klimaforandringer. Med vores partnerskab med Ørsted er vi nu i stand til at dække 100 procent af vores strøm gennem vindkraft, hvilket er endnu en stor milepæl i vores bestræbelser på at blive en bæredygtig forretning, siger han.

Rasmus Errboe, Senior Vice President og ansvarlig for langsigtede elkøbsaftaler i Ørsted Offshore:

- Vi er meget glade for at indgå denne langsigtede aftale med Nestlé og støtte dem i at indfri deres ambitioner inden for bæredygtighed. Store virksomheder gør i stigende grad en indsats for klimaet ved at købe grøn strøm og dermed bidrage til efterspørgslen efter vedvarende energi. Dagens udmelding med Nestlé UK viser, at havvind er en attraktiv og pålidelig kilde til grøn strøm i stor skala, og den understreger samtidig Ørsteds ambition om fortsat at være førende på feltet for langsigtede elkøbsaftaler inden for havvind, lyder det fra Rasmus Errboe.

I december 2019 indgik Ørsted verdens største langsigtede elkøbsaftale for havvind på 100 MW med Covestro på Borkum Riffgrund 3-projektet i Tyskland. Elkøbsaftalen med Nestlé UK er Ørsteds anden af slagsen i Storbritannien efter aftalen på 23 MW med Northumbrian Water, der blev indgået i februar 2019.

Havvindmølleparken Race Bank blev idriftsat i 2018 som en af de senest tilkomne i Storbritannien. Parkens 91 Siemens Gamesa-vindmøller på hver 6 MW kan producere op til 573 MW grøn strøm. /anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093