Benny Engelbrecht. Foto: Anders P. Gajhede.

Kommentar fra transportminister Benny Engelbrecht i forbindelse med Transport- og Boligministeriets 120 års fødselsdag:

”Tillykke med de 120 år!

Vi husker nok alle, da Fru Fernando Møghe fyldte 100 år i ’Matador’. Det var ikke uden en vis portion mundvand, at de mange lys blev pustet ud. At skulle tilføje endnu 20 lys til den kage ville kræve endnu flere anstrengelser, og det ville unægtelig også øge smitterisikoen for COVID-19, som vi alle må tage højde for og leve med i disse tider.

Jeg har derfor besluttet, at Transport- og Boligministeriets 120-års fødselsdag bliver uden den fejring, som ministeriet har fortjent. Jeg vil dog alligevel benytte lejligheden til – her på afstand og med afsprittede hænder – at sende jer en hilsen i anledning af fødselsdagen den 27. april.

For det er ikke hver dag, at man kan fejre 120-års fødselsdag. Det gælder også for et ministerium. Transportministeriet er et af de ældste ministerier, vi har. Med 120 år på bagen er det et ministerium, som gemmer på så megen viden, så mange politiske beslutninger og så mange anekdoter, at man let kan få kuldegysninger, når hånden glider hen over de gamle mursten her på Frederiksholms Kanal. Det er derfor en stor ære og fornøjelse for mig at stå i spidsen for denne historiske offentlige institution, som jeg om nogen mener, vi stadig har brug for her i landet.

Da Transportministeriet blev født, gik eller red man, hvis man skulle nogen steder – medmindre man var så formuende, at man havde råd til en drosche eller en af de nymodens cykler med kædetræk, som havde afløst væltepeteren nogle årtier forinden. Hvis man skulle rejse langt, var det med toget. Senere kom automobilen, sporvognen og motorcyklen til. I dag kan vi tilføje det elektriske løbehjul og den selvkørende bus til den lange liste over transportmuligheder, vi har til rådighed. Vi er med andre ord nået meget langt de seneste 120 år i den måde, vi transporterer os på, og jeg er sikker på, at der vil blive skrevet endnu flere muligheder på listen i årtierne, der kommer.

For hvis der er én ting, som jeg mener kendetegner Transportministeriet, så er det udvikling. Der er ikke mange andre steder, vi her i landet med så stor tydelighed og så enkelt kan se, høre, mærke og føle udviklingen, som vi kan det på transportområdet. Det gælder til dels den måde, vi rejser på – men det gælder også den måde, vi har indrettet vores samfund på. Det tager ikke længere flere dage at komme fra Dronningens København til Skagen. Fyn er ikke længere en isoleret ø midt i Danmark; den er knudepunktet for to broforbindelser mod vest og en mod øst; hvoraf sidstnævnte oven i købet rummer verdens tredjestørste hængebro – og med metroen kan vi nu også rejse under jorden, hvis det er det, vi har lyst til.

Vi har en exceptionel veludviklet infrastruktur i Danmark, som har formået at udvikle sig med og ikke mod tidens tand. Den udvikling har været forankret i Transportministeriet i 120 år, og de mange ministre og embedsmænd, som har haft deres gang i ministeriet, har hver som en været med til at sikre, at vi til lands, til vand og i luften kan rejse så smidigt, så fleksibelt og så trygt, som vi kan i dag. Det skal der lyde en stor kollektiv tak for. Det samme gælder for ministeriets mange styrelser og selskaber, som nu og igennem tiden har været en del af huset. Vi kunne heller ikke have nået så langt og så meget, hvis det ikke havde været for jer – og det samme kan jeg sige om de mange transportordførere, der også har haft deres gang i ministeriet de seneste 120 år. Veje, broer, stier og skinner havde ikke set ud, som de gør i dag, hvis I ikke havde bidraget til at tage de nødvendige beslutninger og indgå i de tusindvis af politiske diskussioner, som er gået forud for opførelsen, udbygningen og udviklingen af vores infrastruktur.

I den forbindelse vil jeg af den lange liste af tidligere ministre fremhæve tre tidligere transportministre, som jeg særligt søger inspiration hos. Det gælder Johannes Friis-Skotte, der var den første socialdemokratiske transportminister, dengang Transportministeriet hed Ministeriet for Offentlige Arbejder. Han moderniserede jernbanen og S-togsnettet, stod bag etableringen af Kastrup Lufthavn og tog initiativ til store vej- og broprojekter, som stadig står den dag i dag; for eksempel Storstrømsbroen og Den Gamle Lillebæltsbro – for blot at nævne nogle af hans mange bedrifter. Jeg kan kun drømme om at nå halvdelen af det, han gennemførte, men hvis der er én ting, jeg tager med mig fra hans ministertid, så er det hans evne til at omsætte bred politisk vilje til handling og skabe de arbejdspladser, der var så nødvendige især i 1930'ernes kriseramte Danmark.

Evnen til at skabe brede politiske forlig har mange af mine forgængere haft - og selvom det kan synes uretfærdigt kun at fremhæve to personer i den sammenhæng, gør jeg dog forsøget alligevel. Lars Barfoed indgik den seneste store 10-årige aftale om infrastruktur, og Henrik Dam Kristensen har altid, nu som før, værdsat den politiske dialog og debat meget højt. Det er min ambition, at det konstruktive politiske arbejde og de brede aftaler også bliver kendetegnet for min ministertid. Jeg har sagt fra min første dag i ministeriet, at min målsætning er at indgå så bred en politisk aftale som muligt, når vi skal forhandle om en ny 10-årig aftale om fremtidens infrastruktur – og at den skal være grøn.

For der er ingen tvivl om, at vi nu også skal udvikle og udvide vores infrastruktur og vores transportsystemer, så de også tager hensyn til vores miljø og klima. Regeringen har en målsætning om at reducere vores samlede CO2-udslip med 70 procent inden 2030, og hvis det skal lykkes, skal vi også bidrage på transportområdet. Da de første automobiler kom på vejene, dengang verden stadig blev fotograferet i sort og hvid, tror jeg ikke, der var mange, der tænkte på, hvor store konsekvenser de sorte og tunge grynt fra udstødningsrørene havde. De fleste danskere var dengang mest optaget af den svimlende hastighed på 20 kilometer i timen, som de nymodens køretøjer kunne ræse rundt i byerne med. Vi er blevet meget klogere med tiden, og årtiers arbejde med transportpolitik gør, at vi nu ikke alene er i stand til at opfinde smartere, billigere, mere sikre og grønnere løsninger – vi gør os også den ulejlighed at tænke fremad og tage højde for, hvordan verden ser ud om 10, 20 og 50 år. Vi skal træffe de rigtige beslutninger for os nu, men også for dem og det land vi er i fremtiden.

Det kan vi – og det har vi i stor udstrækning gjort – de seneste 120 år i Transportministeriet. Den kontinuitet, som et ministerium med 120-års erfaring kan tilbyde, er helt unik og mildest talt imponerende. Der er en grund til, at skiftende regeringer igennem tiden har valgt, at der fortsat skal være et Transportministerium; for det har altid været og vil altid være et af de mest afgørende elementer for vores samfund, vores land og den måde, vi lever, bor, arbejder og rejser på. Hvert enkelt lys i den enorme fødselsdagslagkage symboliserer hårdt arbejde, evnen til samarbejde, viljen til udvikling og vigtigheden af fremsynethed. Jeg håber, at ministeriet har endnu mange årtier til gode, og jeg vil gøre mit yderste for, at ministeriet ikke alene består, men også bliver stærkere i min ministertid, så jeg engang kan aflevere nøglerne til ikke et hvilket som helst ministerium, men til et grønt Transportministerium”.