23948sdkhjf

Ørsted sikrer aftale i Taiwan

Leje af serviceskib til havmølleparker i Greater Changhua.

Ørsted har indgået en 15-årig lejeaftale med rederiet Ta San Shang Marine Co. Ltd., et joint venture mellem taiwanske Ta Tong Marine Group (TTM) og japanske Mitsui O.S.K. Lines (MOL). I henhold til aftalen skal rederiet bygge verdens første SOV-fartøj (Service Operation Vessel) under taiwansk flag til drift og vedligeholdelse af Ørsteds Greater Changhua-havvindmølleparker.

Charteraftalen sikrer det første skræddersyede SOV-fartøj i Taiwan, Asien og Stillehavsområdet nogensinde og markerer, at Ørsted fortsat investerer betydeligt i det taiwanske marked.

SOV-fartøjet er planlagt til levering i begyndelsen af 2022 og får base i Taichung Havn, hvor Ørsteds fremtidige O&M-faciliteter (operationer og vedligeholdelse) placeres, fordi havnen ligger tæt på havvindmølleparkerne, har en tilstrækkelig stor vanddybde til fartøjer med stor dybgang og har gode adgangsforhold. SOV-fartøjet vil blive anvendt til at levere førsteklasses drift og vedligeholdelse til havvindmølleparkerne i Greater Changhua-området 35-60 km ud for Changhua-provinsens kyst.

Christy Wang, general manager Taiwan, Ørsted Asia Pacific:

- Ørsted udvikler, opfører og driver havvindmølleparker i hele verden og har været en pioner i udviklingen af havvind i Taiwan. Vi er ikke kun i gang med at bygge drifts- og vedligeholdelsesbasen i Taichung Havn - med indsættelsen af det specialudviklede SOV-fartøj på havvindmølleparkerne i Greater Changhua er vi også i gang med at sætte en ny standard for industrien i Taiwan og i hele regionen. Og endnu vigtigere, så har denne SOV-kontrakt givet den taiwanske skibsleverandør en unik mulighed for at kunne benytte sig af den nyeste teknologi inden for havvindindustrien.

SOV-fartøjet er det første, der bygges specielt til det komplicerede og barske miljø i Taiwanstrædet. Det får plads til op til 60 teknikere foruden skibets besætning og behøver kun at gå i havn en gang om måneden. De mindre fartøjer til transport af mandskab (CTV-fartøjerne), der også bruges til drifts- og vedligeholdelsesaktiviteterne, har kun plads til op til 24 personer og skal søge havn hver dag.

Sikkerhed er en af Ørsteds styrende principper, så det nybyggede SOV-fartøj vil blive udstyret med avanceret teknologi, som for eksempel en bevægelseskompenserende landgangsbro, så teknikerne kan 'gå på arbejde'. Det vil ikke alene reducere den tid, som teknikerne bruger, når de sejler ud til havvindmøllerne og klatrer op i dem fra CTV-fartøjet - det vil også forbedre deres sikkerhed markant.

SOV-fartøjet vil også blive udstyret med et dynamisk positioneringssystem, så det automatisk bevarer sin position i forhold til havvindmøllen, samt en bevægelseskompenserende 3D-kran, der skal afbøde vindpåvirkningen på lasten og dermed yderligere sikre, at teknikerne kan udføre vedligeholdelsesarbejdet på sikker måde.

Yasuchika Noma, direktør for Offshore Project Division hos Mitsui O.S.K. Lines:

- Vi glæder os til at samarbejde med Ta Tong Marine Group og Ørsted om at bygge det allerførste SOV-fartøj, der skal varetage de fremtidige drifts- og vedligeholdelsesaktiviteter for Ørsteds havvindmølleparker i Greater Changhua. Dette er en milepæl i udvidelsen af vores tilstedeværelse i Taiwans havvindindustri. /anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11