Povl Anker får plads i Ystad Havn
Bornholmslinjen og Ystad Havn er blevet enige om en ombygning af færgeleje 5 i Ystad Havn. Dermed bliver det først i det nye år muligt for den bornholmske erstatningsfærge Povl Anker at lægge til i hurtigfærgelejet.
En ombygning af hurtigfærgelejet i Ystad Havn vil fra midten af januar 2020 gøre det muligt for Bornholms erstatningsfærge Povl Anker at lægge til i Ystad. Aftalen mellem Bornholmslinjen og Ystad Havn sikrer, at trafikken med Povl Anker ikke er afhængig af de andre færgelejer i Ystad Havn.
En afklaring af Povl Ankers muligheder i Ystad har stået højt på dagsordenen hos Bornholmslinjen og Ystad Havn siden overtagelsen af færgebetjeningen til Bornholm.
- Når vejret viser tænder, bliver det nu muligt for os at omlægge færgerne, så vi kan lave det bedst mulige trafikprogram. Det giver et væsentligt løft til færgebetjeningen af Bornholm, siger Bornholmslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.
De to polske rederier Polferries og Unity Line sejler dagligt på ruten Ystad-Swinoujscie. Deres færger lå i det eneste andet færgeleje, som Povl Anker i teorien kunne bruge, og det betød, at Povl Anker sjældent kunne anløbe Ystad før efter klokken 14.00, hvor de to færger havde forladt havnen. Derfor koncentrerede Ystad Havn og Bornholmslinjen sig om færgeleje 5 som bedste mulighed.
- Ombygningen af færgelejet giver os friheden til for eksempel at sætte Povl Anker ind som første morgenafgang, hvis det er sådan, vi hjælper flest bornholmere ”, siger Carsten Jensen.
Det praktiske arbejde med ombygningen af færgeleje 5 i Ystad begynder i slutningen af november og forventes afsluttet således, at Povl Anker kan anløbe Ystad Havn fra midten af januar 2020. /anga.