23948sdkhjf

Molslinjen i Aarhus til 2035

Rederiet forlænger aftalen med Aarhus Havn i 15 år.

Aarhus Havn og Molslinjen er netop blevet enige om at forlænge aftalen med hinanden i 15 år – fra den nuværende aftale udløber i 2020 frem til 2035.

Det fremgår af Aarhus Havns havnemagasin Reportagen.

2020 er også året, hvor Molslinjen efter planerne flytter til ny færgeterminal på Østhavnen. De nye kajanlæg er på plads, og nu begynder det omfattende arbejde med opfyldning og etablering af de nye vejanlæg. Ombygningen af Østhavnsvej giver en ny forbindelse med to spor i hver retning, og vejen bliver udstyret med såkaldt intelligente lyskryds, som selv er i stand til at læse presset på trafikken i enten den ene eller den anden retning. Lyskrydsene bliver desuden koblet på Aarhus Kommunes nye trafikovervågningscentral.

- Vi er meget tilfredse med den nye aftale, som tager udgangspunkt i en meget velfungerende lokation for os. Den kommende terminal bliver et vigtigt plus for vores kunder, og vi er glade for, at det efter lange forhandlinger er lykkedes os at lande denne aftale med Aarhus Havn. Jeg er sikker på, at aftalen vil medføre vækst og dynamik for både os og havnen, siger Carsten Jensen, administrerende direktør i Molslinjen.

Den nye aftale mellem rederiet og Aarhus Havn kommer efter et ”langvarigt, godt og konstruktivt samarbejde”, som han udtrykker det. Carsten Jensen tilføjer, at den nye aftale skal ses som en fælles forpligtelse til at fortsætte med at udvikle trafikken over Kattegat og dermed sikre sammenhængskraften mellem den vestlige og den østlige del af Danmark til fordel for kommuner og regioner.

- Allerede nu kan vi konstatere, at trafikken mellem de to landsdele udvikler sig særdeles positivt, ja vi kan faktisk se, at vi over de seneste fem-seks år har fordoblet trafikken. Kunderne er yderst tilfredse med, at vi nu med de to seneste færgeinvesteringer kan tilbyde op til 12 afgange dagligt i hver retning hver dag, siger Carsten Jensen. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11