Er infrastruktur velfærd?
Brancheorganisationen har sendt en kommentar til Socialdemokratiets netop fremlagte økonomiske 2025-plan. I planen lægger partiet op til at prioritere velfærdsområdet.
Det får ITD til at minde Socialdemokratiet om, at en effektiv infrastruktur ikke bare er en meget vigtig del af den fælles kernevelfærd, men også forudsætningen for den vækst, der fremadrettet skal finansiere velfærden.
Socialdemokratiet vil tilføre det økonomiske råderum 10 milliarder kroner, og de i alt 37,4 milliarder kroner det hermed kommer til at udgøre, skal for hovedpartens vedkommende anvendes til uddannelse, børn, ældre, sundhed og nær velfærd.
Kun 1,5 milliard til vækst
Ifølge partiets plan afsættes blot 1,5 milliarder kroner til en ny vækstreform, men hvad der skal ske på området for transport- og infrastruktur, er der ingen meldinger om. Det vækker undren hos ITD.
- Socialdemokratiet fremlagde i januar en langsigtet plan for dansk infrastruktur med forslag til investeringer for rundt regnet 70 milliarder kroner over de næste 10 år. Her fastslog partiet selv, at det beløb ikke var stort nok til at finansiere alle projekterne, og derfor undrer det os naturligvis, at de ikke prioriterer et område, der er så vigtigt for danskerne – og ikke mindst for transporterhvervet, som årligt bidrager med mere end 60 milliarder kroner til Danmarks bruttonationalprodukt, siger Carina Christensen, adm. direktør i ITD.
Kø-kørsel vokser
Danskerne sidder hvert år i kø på vejene i 77 millioner timer. Det svarer til 60.000 fuldtidsstillinger, og beløber sig til – hold fast – 24 milliarder kroner om året. De tal kommer fra Vejdirektoratets trængselsanalyse, som blev offentliggjort tidligere på året, og som tillige fastslår, at de omkostninger vil stige til 32 milliarder kroner hvert år, hvis ikke der investeres massivt i forbedring og udbygning af den hårdt belastede infrastruktur.
- Socialdemokraterne bør finde den store lommeregner frem og begynde at regne på, hvad man kan få for de snart 32 milliarder kroner, som trængslen koster samfundet om året. Infrastrukturinvesteringer er dyre, men det koster at lade stå til. Derfor er det vigtigt, at der bliver afsat de nødvendige midler, og at man her i valgkampen også tager stilling til, hvordan vi langsigtet sikrer en effektiv og bæredygtig infrastruktur, slutter Carina Christensen.