23948sdkhjf

Gaslastbiler på Padborg Transportmesse

Fremtidens teknologier er i fokus i weekenden.

Det er fremtidens miljøvenlige teknologier inden for transport og logistik, der kommer i fokus, når Padborg Transportmesse løber af stablen fredag og lørdag den 24.-25. maj.

Messegæsterne kommer for eksempel til at stifte bekendtskab med en af de nye gasdrevne langturslastbiler.

- De nye teknologier er både spændende og nødvendige for transportbranchen. Vi ønsker både at nedbringe vores CO2-udslip og at udvikle vores teknologier og materiel i en mere klimavenlig retning. Jeg ser frem til Padborg Transportmesse som den platform, der inspirerer vores branche, siger Finn Sørensen, der er direktør for Padborg Transportcenter, der arrangerer Padborg Transportmesse.

Messegæsterne kan blandt andet tage en nyudviklet gasdrevet langturslastbil fra Iveco i øjesyn. Den kan både køre på den fossile naturgas (LNG) og den klimaneutrale biogas (LBG).

Messegæsterne kommer også til at se en ny generation af droner, der er særligt velegnet til overvågning og kubikopmåling af store trailerområder.

Politisk debat om transport

Ud over at være markedsplads og inspirationsplatform for transport- og logistikbranchen bliver Padborg Transportmesse i år også en politisk markedsplads. For når messen løber af stablen, kører både EU-valgkampen og folketingsvalgkampen i sit højeste gear.

- Derfor har vi selvfølgelig også et politisk arrangement, hvor man debatterer emner, der har betydning for transportbranchen med nogle af vores EU-politikere, siger Finn Sørensen.

Fredag den 24. maj kl. 15.15 er der således debat mellem Christel Schaldemose (S), Asger Christensen (V) og Peter Kofod (DF), der alle er kandidater til Europa-Parlamentet.

Padborg Transportmesse åbner fredag den 24. maj kl. 10. Borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen og folketingsmedlem og tidligere transportminister Hans Christian Schmidt står derefter for den officielle åbning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188