DTL kårede årets transportvirksomhed
Det blev JH Transport & Logistics A/S fra Brøndby, der hev stikket hjem som Årets Transportvirksomhed 2019.
Kåringen fandt sted på Hotel Radisson Blu i København inden festmiddagen i forbindelse med DTL’s generalforsamling.
Temaet for konkurrencen i år var bæredygtig drift, herunder rekruttering og ledelse, grøn drift og social ansvarlighed.
Hæderen som årets transportvirksomhed blev givet til JH Transport & Logistics, da selskabet rekrutterer bredt på tværs af køn og sidste år medvirkede i et projekt, hvor målsætningen var at integrere flygtninge i transportbranchen og på arbejdsmarkedet. Virksomhedens seniorpolitik giver chauffører over 65 år mulighed for at sammensætte deres egen hverdag, og virksomheden er også godt med på bæredygtig drift: Sidste år reducerede JH Transport & Logistics deres CO2-forbrug med 131 tons og virksomheden fik allerede for et par år tilbage sin første hybridbil, lyder det fra DTL.
De to øvrige virksomheder i finalen var AVAS – Aalborg Vognmandsforretning A/S og Vognmand Filtenborg fra Nykøbing Mors. Vinderen fik et gavekort på 25.000 kr. til brug til rekruttering og ledelse, mens de to andenpladser fik hver 7.500 kroner på et gavekort til brug til personaleaktiviteter i virksomheden.
Årets Transportvirksomhed planlægges og afvikles af DTL-Danske Vognmænd i samarbejde med Bridgestone, Circle K, If, Jyske Finans, SOS Dansk Autohjælp, VBG og Volvo Trucks. /anga.