Nye stationer på Rute 15
Onsdag den 27. marts indviede Vejdirektoratet og olie- og energiselskabet Q8 to nye, fuldt bemandede servicestationer langs Silkeborgmotorvejen på rastepladserne Kalbygaard Skov Nord og Kalbygaard Skov Syd, der ligger ved Låsby cirka 25 kilometer vest for Aarhus.
Udover optankningspladser for både personbiler og tung trafik, butik med Food Deli, lounge og toiletter rummer servicestationerne også muligheder for fysisk aktivitet. Det inkluderer et legeareal på taget med forskellige legeredskaber, så både små og store trafikanter kan få en aktiv pause på rejsen.
Niels Tørsløv, trafikdirektør ved Vejdirektoratet:
- For Vejdirektoratet er det vigtigt, at trafikanterne har de bedst mulige forhold på vejene – og det indebærer naturligvis også et veludbygget net af motorvejsanlæg. Her udgør de to nye servicestationer på Silkeborgmotorvejen en vigtig tilføjelse. Derudover arbejder vi i Vejdirektoratet også målrettet med at tilbyde aktuel og korrekt trafikinformation og sikre en optimal udnyttelse af vejnettet. Det handler alt sammen om at hjælpe trafikanterne nemt og sikkert frem, siger han.