Finalister til ÅT 2019
Dysten om at blive Årets Transportvirksomhed 2019 kommer til at stå mellem AVAS - Aalborg Vognmandsforretning A/S, JH Transport & Logistics A/S fra Brøndby og Vognmand Filtenborg fra Nykøbing Mors.
Det skriver DTL, efter finalisterne for kort tid siden blev præsenteret på Volvos stand på transportmessen i Herning. Volvo Trucks Danmarks administrerende direktør, Lars Bo Larsen, stod for afsløringen af de tre finalist-virksomheder, som hver modtog lykønskninger på scenen. Derudover roste han på vegne af hele partnergruppen alle de nominerede for deres kandidaturer omkring konkurrencens tema, som i år er bæredygtig drift, herunder rekruttering og ledelse, grøn drift og social ansvarlighed.
I alt blev der afgivet over 1800 stemmer og der var meget tæt løb mellem de fem kandidater, som udover finalisterne har inkluderet Olaf Jensen A/S og Autobude A/S.
Den endelige vinder af Årets Transportvirksomhed skal nu findes på baggrund af resultatet af en sms-afstemning mellem de tre finalister, samt juryens vurdering.
Juryen i Årets Transportvirksomhed består af Christoffer Greenfort fra Dansk Erhverv, Allan Larsen fra Transportens Innovationsnetværk/DTU og Peter Rasmussen fra Circle K.
Vinderen af Årets Transportvirksomhed kåres i forbindelse med DTL's generalforsamling i København d. 11. maj.
Årets Transportvirksomhed 2019 afholdes i samarbejde med Bridgestone, Circle K, IF Skadeforsikring, Jyske Finans, SOS/Dansk Autohjælp, VGB og Volvo Trucks.