Maritim bekymring over canadisk lovforslag
ICS, International Chamber of Shipping, der repræsenterer verdens nationale rederiorganisationer og 80 procent af verdens handelsflåde, udtrykker nu bekymring over et canadisk lovforslag, som ifølge ICS vil forstyrre den internationale maritime handel.
”Vil gøre alvorlig skade”
Baggrunden for bekymringen skal findes i lovforslaget C-48, der i øjeblikket er til vedtagelse i det canadiske senat. Forslaget vil ifølge ICS betyde et stop for søtransport af råolie til og fra havne eller marine installationer langs den nordlige kyst af British Columbia.
Simon Bennett, vicegeneralsekretær i ICS:
- Et så dramatisk skridt kunne føre til seriøse bekymringer hos Canadas internationale handelspartnere. Det foreslåede stop synes ikke at være udviklet gennem en evidensbaseret proces, og vi frygter, at det kan danne en farlig præcedens, der måske kopieres andre steder, herunder individuelle stater i USA, med risikoen for at gøre alvorlig skade på verdenshandlens effektivitet – såvel som Canadas, siger Simon Bennett.
Sikrere transport
Ifølge ICS har tankcontainer-branchen forbedret sig kraftigt sikkerhedsmæssigt. I gennemsnit er der årligt på verdensplan således færre end to store oliespild-hændelser på over 700 tons sammenlignet med 25 styk årligt for 30 år siden – på trods af en fordobling af mængden af olie transporteret til søs.
- I stedet vil vi tilskynde Canada at fortsætte sin stærke historie af miljøbeskyttelse og støtte ansvarlig global handel gennem implementering af praktiske foranstaltninger, der er i overensstemmelse med international bedste praksis. Dette inkluderer at respektere FN’s internationale maritime organisations rolle i at udvikle sikre og bæredygtige søfartsregulativer og anbefalinger, der kan tage sig af de bekymringer, Canada måtte have, siger Simon Bennett. /anga.