DI: Nødvendig investeringsplan
Dansk Industri mener, det er en langsigtet og nødvendig plan, der giver infrastrukturen et løft, som regeringen og Dansk Folkeparti netop har lanceret.
- Regeringen leverer en sammenhængende investeringsplan for infrastrukturen, og det er helt nødvendigt. Trafikken på vejene sander til, vi holder mere og mere i kø, og den kollektive trafik er under pres, siger Tine Roed, direktør i DI.
- Hvis de her investeringer bliver ført ud i livet, vil det give danskerne en bedre hverdag, virksomhederne bedre konkurrenceforhold og spare samfundet for milliarder år efter år. Det vil gøre livet lettere for alle, der færdes i trafikken. Regeringen og Dansk Folkeparti har prioriteret de infrastrukturprojekter, som haster mest, men vi kan godt komme hurtigere i gang. Der er visse projekter – for eksempel den tredje Limfjordsforbindelse - hvor man godt kan gå i gang med det samme, siger Tine Roed. /anga.