23948sdkhjf

Briter klar med toldsatser ved hård brexit

DI: Storbritannien vil kun pålægge told på en femtedel af importen fra EU.

Den gode nyhed først. 82 procent af EU’s eksport til Storbritannien vil selv i tilfælde af et no-deal Brexit, hvor briterne vinker farvel til EU uden en aftale, forblive toldfri. Det viser den plan for de midlertidige toldsatser, som den britiske regering netop har offentliggjort.

Det skriver Dansk Industri.

Den dårlige nyhed er ifølge DI, at en hel del varer bliver pålagt en ganske høj told. Det gælder blandt andet en lang række fødevarer, biler og herre- og dametøj.

De nye britiske toldsatser gælder i 12 måneder efter et brexit uden en aftale med EU.

Udmeldingen fra den britiske regering påvirker også Storbritanniens told overfor lande uden for EU. Det følger nemlig af verdenshandelsorganisationens regler om Most-Favoured-Nation (MFN), at et land ikke kan forskelsbehandle deres samhandelspartnere ved at pålægge nogle lande højere told end andre.

Nødtold skal forhindre prisstigninger

Ifølge den britiske handelsminister George Hollingbery er det midlertidige toldregime sat i kraft for at undgå, at priserne på varer i Storbritannien vil stige markant efter et no-deal Brexit.

- Det vil hjælpe beskæftigelsen i Storbritannien og forhindre, at de fattigste briter bliver ramt hårdest, siger han i en pressemeddelelse og tilføjer, at den britiske regering nøje vil følge udviklingen i de første 12 måneder efter, de nye toldsatser træder i kraft. Og på den baggrund beslutte, hvad der så skal ske, lyder det fra Hollingbery

No-deal koster indtjening og job

Dansk Industri opfordrer medlemsvirksomhederne til at tage et kig på de nye toldsatser, så man ved, hvad der venter i tilfælde at et no-deal Brexit.

- Hvis dine varer pludselig bliver pålagt en told på 10 eller 20 procent, kan det få store konsekvenser. Derfor giver det rigtig god mening at sætte sig ind i den britiske regerings planer, siger afsætningspolitisk chef Peter Thagesen.

Han tilføjer, at det er dybt beklageligt, at enkelte virksomheder potentielt kan se frem til at deres eksport til Storbritannien bliver markant dyrere efter Brexit.

- Det kan gå hårdt ud over virksomhedernes indtjening. Derfor må vi stadig håbe på, at det ikke bliver til et no-deal Brexit, og at EU og Storbritannien skilles under ordentlige forhold, der tilgodeser handlen mellem Storbritannien og EU.

Toldlisten

Hvor høj tolden forventeligt bliver på lige netop de varer, som du eksporter til Storbritannien, kan du finde ud af, ved at klikke på nedenstående link, der guider til den britiske regerings officielle oversigt over de midlertidige toldsatser. De vil i første omgang gælde i 12 måneder efter et no-deal Brexit.

Link til den britiske regerings oversigt over toldsatser i tilfælde af et no-deal Brexit.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11