EU gør opkrævning af vejafgifter nemmere
EU’s Ministerrådet vedtog i sidste uge uge nye regler for elektronisk opkrævning af vejafgifter. Reglerne betyder, at det fremover bliver lettere for de enkelte medlemslande at inddrive ubetalte vejafgifter, samt at de administrative byrder for virksomhederne mindskes betydeligt.
Myndigheder og virksomheder i EU kan se frem til nye regler for elektronisk opkrævning af vejafgifter, da Ministerrådet nu formelt har godkendt den politiske reform, som blev forhandlet på plads med Europa-Parlamentet i november 2018.
Det skriver ITD
Reglerne betyder blandt andet, at myndighederne i de forskellige lande får nemmere ved at opspore personer, som ikke betaler vejafgifter, da der oprettes et nyt system, som giver myndighederne i de enkelte lande adgang til at udveksle information via landenes nationale køretøjsregistre.
Reglerne fjerner også praktiske hindringer som lokale tekniske specifikationer, så der ikke forskelsbehandles i opkrævningen af vejafgifter. Herudover vil reglerne medvirke til at nedbringe de administrative byrder for vognmandsbranchen, da de forskellige bompengesystemer gøres kompatible. Dermed skal der ikke længere installeres et stort antal indbyrdes inkompatible og dyre elektroniske enheder i lastbilerne.
- Det er glædeligt, at EU vedtager regler, som sikrer, at de enkelte landes tekniske systemer fremover kan arbejde bedre sammen. Det letter både de administrative og de tekniske byrder for vejgodstransportbranchen, siger ITD’s erhvervspolitiske konsulent Emma Hadrovic og tilføjer:
- Indtil nu har branchen været belastet af at skulle have mange forskellige elektroniske opkrævningsenheder i lastbilen, som tillige ikke altid virker, som de skal, for at kunne betale vejafgifter i de forskellige EU-lande, når der køres international transport. De nye regler forventes i høj grad at kunne hjælpe branchen med disse udfordringer.