Nu ruller bizz'en i Europa
Fra 1. marts vil erhvervskunder hos BroBizz kunne køre gennem Skandinavien, Central- og Sydeuropa med en såkaldt EuroBizz. Det sker takket være det nye samarbejde med det italienske vejbetalingsselskab Telepass S.p.A., der repræsenterer det første skridt på rejsen ind på det europæiske marked.
Enheden fungerer på samme måde som BroBizz, hvor kunderne undgår kø ved anlæggene, sparer tid og har mulighed for at opnå rabatter i flere forskellige lande.
BroBizz tilbyder i dag betaling af broer, tunneler og veje i Danmark, Sverige, Norge og Østrig, herunder parkeringstjenester i Danmark, og færgeruter i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland.
Med EuroBizz er det muligt for den tunge trafik at køre gennem Italien, Frankrig, Spanien, Portugal, Belgien, Østrig og Polen ved hjælp af samme enhed. Den fungerer også til parkeringstjenester rundt i Italien, Frankrig og Spanien og med færgeoverfart over Messinas sund, lyder det fra Brobizz A/S.
- Vi har gennem de seneste måneder sammen med udvalgte kunder testet løsningen for at sikre, at produktet rammer kundernes behov. Derfor er vi nu klar til at lancere en sikker og nem løsning, som vil gøre det muligt at køre ubesværet gennem de europæiske betalingsveje og anlæg, siger Kasper Ørtvig, administrerende direktør i BroBizz A/S.
Målet er klart: EuroBizz skal blive erhvervskundernes foretrukne betalingsløsning på de europæiske veje, lyder det.
- Vi er glade for at annoncere et nyt partnerskab, hvor BroBizz A/S er det første Skandinaviske selskab, der tilbyder kunderne en service, som kan anvendes både på det europæiske og skandinaviske marked. Her ved vi, at erhvervsbranchen efterspørger nem og enkel transport på tværs af landegrænser. Vores forventning er, at EuroBizz-produktet fremover vil gøre det endnu mere attraktivt at være kunde hos BroBizz A/S og tiltrække nye kunder til international trafik, siger Kasper Ørtvig.
På nuværende tidspunkt har BroBizz fokus på at rulle EuroBizz ud til den tunge trafik. Selskabet har dog også en ambition om at tilbyde en lignende løsning til privatkunder i fremtiden. /anga.