Største antal trailere og lastvogne nogensinde
Hirtshals Havn kunne notere vækst for 10. år i træk ved udgangen af 2018, der med 148.000 enheder i 2018 var det største antal lastbiler og trailere over havnen nogensinde. Dermed er der realiseret en vækst på 6.000 enhed i forhold til 2017.
I 2018 har Hirtshals Havn fastholdt en godsmængde på 1,9 mio. tons, der tilsvarende udgjorde godsmængden i 2017. Hertil er det imidlertid helt afgørende at anføre, at en sten- og grusoperatør indstillede aktiviteterne på havnen i 2018, hvilket har givet havnen en mærkbar nedgang i bulk-aktiviteterne. Det tabte er imidlertid med al tydelighed modsvaret af væksten i lastbiltrafikken.
Bestyrelsesformand Anker Laden-Andersen siger om udviklingen i 2018:
- Det er naturligvis altid negativt at miste forretning, men vi forholder os til, at vi i året har realiseret en mærkbar vækst i vores kerneforretning - lastbiltrafikken. Hirtshals Havn er kendetegnet ved en lokalisering, der giver en logisk begrundelse for at udvikle multimodale og ro/ro-løsninger ud fra havnen, og det er den udvikling vi ser blive til virkelighed i 2018 og de forudgående op mod 10 år.
Vækstambitioner
- Det resultat vi har set i 2018 betyder, at vores vækstambitioner for de kommende år absolut ikke er blevet mindre end tidligere, når vi ser på udviklingen i aktiviteterne og det aktivitetsniveau, der er realiseret på Hirtshals Havn i 2018. Vores strategiske fokusering understøttes af havnens lokalisering, som spiller sammen med de naturlige potentialer som vi dermed kan udnytte.
Hirtshals Havn er en af Danmarks største fiskerihavne, og i 2018 udgjorde værdien af den fisk, der er landet i havnen samlet 560 mio. kr. Der er tale om en vækst i forhold til 2017 på 12,7%, hvor landingsværdien udgjorde 497 mio. kr.
Bestyrelsesformand Laden-Andersen slutter:
- Vi har haft en positiv udvikling inden for fiskeriet i 2018, og det er naturligvis tilfredsstillende, også da landingsværdien der er realiseret 2018 kun er overgået i to ud af de forudgående 10 år. Vi må dog samtidig slå fast, at der både for havnen og den fiske-industri, der ligger i Hirtshals, er behov for øgede tilførsler i form af øgede mængder. Vi må nødvendigvis forholde os kritiske til den vækststrategi vi har på fiskeriområdet og sikre os, at den er i balance med vores rammebetingelser, så vi i fremtiden står stærkest muligt i fiskerisektoren.