Forbud mod heavy fuel i Arktis?
IMO’s miljøkomite, MEPC, besluttede i 2018 at arbejde hen mod et forbud mod at anvende HFO som skibsbrændstof, når man sejler i ind i det område, der er defineret som det arktiske område i Polarkoden.
Men en indførelse af et sådant forbud bør ske på fuldt oplyst grundlag, så man ved, hvilke konsekvenser forbuddet vil have for de befolkninger, der er i dette område.
Det er derfor blevet besluttet, at der skal udarbejdes en analyse, som klarlægger disse forhold.
Derfor skal der på det kommende møde også besluttes, hvad analysen konkret skal indeholde, samt hvordan man sikrer, at alle landes analyser får samme udgangspunkt - og dermed også bliver sammenlignelige.
Klare regler og håndhævelse
- Danske Rederier mener, at det er helt afgørende, at de kommende IMO-regler for brug af brændstoffer i det arktiske område bliver klare og kan håndhæves, så det sikres, at der er lige konkurrencevilkår for skibsfarten, siger Asbjørn Overgård Christiansen, fungerende direktør i Danske Rederier.
Danske Rederier støtter op om IMO’s planer om først at udarbejde en analyse, der viser konsekvenserne af et forbud mod brugen af HFO for de arktiske områder, og at dette efterfølgende benyttes som udgangspunkt for beslutningen om et forbud.
- Vi mener samtidig, at det er helt afgørende, at IMO udarbejder en klar definition på den type brændstof, som et forbud vil komme til at blive rettet mod - særligt i lyset af, at der de seneste år er kommet nye typer af hybridbrændstoffer på markedet, som overholder Polarkodens anbefalinger for hvilke typer af brændstoffer, der bør anvendes i det arktiske område, siger Asbjørn Overgaard Christiansen.
FAKTA
Polarkoden er et tillægsregelsæt, som skibene skal opfylde, hvis de sejler ind i det arktiske eller antarktiske område. Dette betyder, at skibene skal være isforstærkede, hvis de skal sejle i is, ligesom der er krav om træning i at sejle skibet i isen og krav om særlige livbåde.
Skibe, der sejler til Grønland eller ønsker at sejle gennem Nordvest- eller Nordøstpassagen, vil være omfattet af Polarkodens krav.
Der er nu HFO brændstoffer tilgængelige, som både er klassificeret som HFO, men som samtidig opfylder de anbefalinger, der er for skibsbrændstof i Polarkoden