23948sdkhjf

„Danmarks største gods- og pakketerminal”

PostNord har indviet ny gods- og pakke terminal ved Køge.

PostNord indviede forleden det statsejede post-, pakke- og logistikselskabs nye 25.000 kvadratmeter store gods- og pakketerminal i Skandinavisk Transportcenter ved Køge.

Dermed får dansk e-handel – ifølge en pressemeddelelse fra selskabet endnu et løft.

Det var Køge Kommunes borgmester, Marie Stærke, der klippede snoren ved den officielle indvielse af den 25.000 kvadratmeter store terminal, der som nabo har PostNords nye kæmpelager til tredjepartslogistik.

- Vores nye center i Køge bliver et knudepunkt for dansk e-handel med Danmarks største pakketerminal og et endnu større, state-of-the-art TPL-lager som nabo. Det betyder, at vi på TPL-lageret plukker og pakker netbutikkernes ordrer helt til sent om aftenen, sender dem direkte til pakketerminalen, der sorterer forsendelserne, så de kan være ude hos kunden allerede dagen efter. Det er en stor strategisk satsning, der styrker både vores og vores afsenderkunders konkurrenceevne - ikke kun i Danmark men også i Sydsverige, siger Peter Kjær Jensen, der er administrerende direktør i PostNord i Danmark.

Flere funktioner

Den nye PostNord-terminal rummer både pakkesortering, distributionshub, godsterminal samt kurer- og InNight-funktion. Alle funktioner under samme tag giver stor fleksibilitet og færre håndteringer, som i logistiklogik er afgørende for at optimere processer og nedbringe omkostninger. For e-handlerne er den største fordel, at det vil være muligt at modtage ordrer til langt ud på aftenen og stadig få dem ud til modtagerne næste dag, hvis de har deres varer i tredjepartslogistik-lageret ved siden af terminalen.

- Det er rigtig dejligt, at vi her i Køge nu kan byde velkommen til hele Danmarks nye pakketerminal. Det betyder arbejdspladser og det betyder liv til hele kommunen, når store som små virksomheder vælger at placere sig her. Jeg er sikker på, at PostNord har valgt rigtigt, da de så, at Køge kan noget særligt, og ser frem til samarbejdet, siger Marie Stærke, borgmester i Køge Kommune.

400 ansatte

Terminalen er arbejdsplads for 400 ansatte, og får hele døgnet besøg af chauffører, der kører til og fra med gods fra PostNords kunder, så der er konstant aktivitet i det strategisk placerede logistikmekka. Placeringen er sammen med det nye TPL-lager valgt ud fra den lette adgang til motorveje med forbindelse til resten af landet samt internationalt både nord- og sydgående.

Den nye terminal er den fjerde af PostNords nye terminaler i Danmark, som PostNord har opført for at imødekomme den stærke vækst i nethandel og pakkedistribution samt sikre kapacitet til at kunne håndtere den fremtidige vækst på godsområdet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078