23948sdkhjf

Blå Danmark-Japan-aftale

Danske Rederier: Ny alliance mellem søfartsnationer sikrer kvalitet.

En ny maritim samarbejdsaftale mellem Danmark og Japan sætter fokus på grønnere skibsfart, øget digitalisering og bedre rammevilkår. Det er positive takter for dansk søfart, mener Danske Rederier.

Båndet mellem Danmark og Japan blev torsdag yderligere styrket, da de to søfartsnationer underskrev en ny maritim samarbejdsaftale. Den er kommet i stand efter erhvervsministeren i foråret besøgte Japan sammen med en erhvervsdelegation, der blandt andet inkluderede Danske Rederier.

Siden 1857

Allerede for 150 år siden i 1857 indgik de to nationer en handels- og søfartsaftale for første gang, og siden er relationen blevet stærkere og stærkere. Den nye samarbejdsaftale mellem landene følger op på et strategisk partnerskab, der blev indgået mellem Danmark og Japan i 2014 og blandt andet omfattede det maritime område. Den nye aftale glæder erhvervsminister Brian Mikkelsen.

- Med den maritime samarbejdsaftale ønsker vi at styrke relationerne mellem Danmark og Japan inden for blandt andet grøn teknologi, miljø og digitalisering. Det kan på sigt øge eksporten og skabe øget vækst for virksomheder i begge lande. Jeg er derfor meget glad for, at vi med aftalen nu får sat handling bag de gode intentioner og får fulgt konkret op på vores besøg til Japan tidligere på året, siger erhvervsministeren i en pressemeddelelse.

Danske Rederier er også positiv overfor den nye aftale med Japan, som adm. direktør Anne H. Steffensen mener, lægger op til større fokus på kvalitet og ansvarlighed i skibsfarten.

- Der er mange positive takter i aftalen. Helt overordnet er det godt, at erhvervsministeren sikrer stærke alliancer med andre store søfartsnationer, som kan sikre kvalitet i skibsfarten fremadrettet, blandt andet i forhold til vores miljøaftryk. Vi glæder os blandt andet over, at der både er lagt op til tæt samarbejde om den vigtige håndhævelse på IMO’s svovlregulering i 2020, samt skabes bedre rammer for øget digitalisering af skibsfarten, siger Anne H. Steffensen.

Dansk søfart havde i 2016 en omsætning på tre milliarder kroner på det japanske marked. Ud over de mange konkrete punkter i samarbejdsaftalen, kan den ligeledes være grobund for vækst i den eksport og dermed styrke samarbejdet med Japan yderligere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078