23948sdkhjf

Forbundsdagen på Bornholm

Tyske politikere på inspirationstur i Østersøen

Syv tyske politikere gik i går fra borde fra hurtigfærgen Leonora Christina for at besøge Rønne på Bornholm. I dag onsdag har de møder om Bornholmsk turisme. Som et af ganske få lande har det tyske parlament et decideret Turismeudvalg, og de har i år besluttet at tage på studietur til Danmark og det sydlige Sverige for at høre mere om, hvordan man styrker turismeerhvervet.

Formålet med besøget på Bornholm er at stille skarpt på øens succesfulde arbejde med at udvikle turismen. De tyske politikere skal mødes med både Bornholms Regionskommune, Destination Bornholm og rederiet Danske Færger A/S.

John Steen-Mikkelsen, CEO hos Danske Færger, er glad for, at de tyske politikere har noteret sig Danske Færgers arbejde med at tiltrække turister og lover dem, at de nok skal få god inspiration med hjem.

- Når der er tale om ø-turisme ser vi turisme og færge som to alen ud af et stykke. Derfor samarbejder vi med Destination Bornholm om at markedsføre øen, hvilket har skabt vækst i antallet af turister. Også i antallet af tyske turister. Det giver omsætning til både os og øens turismeaktører. Samarbejde betaler sig og skaber vækst og arbejdspladser, og den viden vil vi gerne give videre til de tyske politikere, siger John Steen-Mikkelsen.

Danske Færger besejler ruten Sassnitz-Rønne i hele perioden fra april til oktober, hvilket gør det nemt for de tyske turister at komme til Bornholm. Mange benytter dog også ruten fra Ystad, så de kan besøge øen hele året.

Bornholms Regionskommune stiller også op og er klar til at dele viden ud, når den tyske delegation gæster Bornholm.

- Jeg glæder mig til at byde delegationen velkommen og fortælle dem om, hvordan vi arbejder med turisme. Jeg vil blandt andet komme ind på kommunens samarbejde med fonde om at opgradere vores kyststrækninger og vores samarbejde med landbruget om udvikling af lokale fødevarer, der virkelig har været med til at brande Bornholm, siger Laila Kildesgaard, kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune.

Inden besøget på Bornholm skal delegationen desuden møde Erhvervsudvalget på Christiansborg, hvor emnet ligeledes vil være den danske turismeindsats og erhvervets store vækstpotentiale.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063