Af advokat (H), Henrik Kleis, Delacour Advokatpartnerskab

Luftfartsselskaberne benytter som led i deres virksomhedsdrift i Danmark faciliteter i danske lufthavne. Betalingen herfor er traditionelt blevet fastsat i såkaldte takstaftaler indgået mellem lufthavnene og luftfartsselskaberne. Parterne var bl.a. uenige om, hvorvidt bestemmelser i den takstaftale, som blev indgået mellem Københavns Lufthavne og luftfartsselskaberne for perioden den 1. januar 2006 til den 31. december 2008 afskar Københavns Lufthavne fra med virkning fra den 26, juli 2008 af luftfartsselskaberne at opkræve en ny afgift - den såkaldte PRM-afgift - til dækning af lufthavnens udgifter til bistand til handicappede og bevægelseshæmmede passagerer.

Højesteret har for nylig afsagt dom i en sag, der drejede sig om, hvorvidt Københavns Lufthavne A/S var berettiget til for perioden 26. juli 2008 til 31. marts 2009 at opkræve en afgift pr. passager af SAS til dækning af lufthavnens udgifter til bistand til handicappede og bevægelseshæmmede passagerer som følge af en EU-forordning nr. 1107/2006 om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (PRM-forordningen). Sagen drejede sig endvidere om, hvorvidt for-ordningsbestemmelser om fastsættelse af afgiften var overholdt, herunder om afgiften var rimelig.

Beløbsmæssigt kom sagen til at dreje sig om et krav om tilbagebetaling af ikke mindre end DKK 18.398.661,10 og blev oprindeligt anlagt ved Østre Landsret den 19. maj 2009.

PRM-forordningen

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1107/2006 (PRM-forordningen) blev ansvaret for at yde bistand i lufthavne til handicappede og bevægelseshæmmede personer henlagt til lufthavnene. Det fremgår af forordningens præambel, betragtning 8, at bistanden bør finansieres på en sådan måde, at byrderne fordeles lige mellem alle passagerer, og at den bedste finansieringsmåde antagelig er at pålægge hvert flyselskab, der benytter en lufthavn en afgift i forhold til antallet af passagerer, som dets fly befordrer til eller fra lufthavnen. I forordningens artikel 8, stk. 1 og 3, er det i overensstemmelse hermed fastsat, at bistanden skal ydes uden yderligere omkostninger for handicappede og bevægelseshæmmede, og at lufthavnen kan opkræve en særlig afgift til finansiering af bistanden.

I marts 2005 modtog Københavns Lufthavne og SAS Kommissionens forslag til den nye forordning. Som nævnt kunne parterne ikke enedes om, hvem der skulle afholde udgifterne og da sagen så havnede ved Østre Landsret, var rettens primære og første opgave at tage stilling til bestemmelserne i takstaftalen 2006-2008 mellem Københavns Lufthavne og luftfartsselskaberne afskar Københavns Lufthavne fra at afkræve SAS en afgift til dækning af lufthavnens udgifter til assistance til handicappede og bevægelseshæmmede personer i den periode, som takstaftalen for 2006-2008 regulerede.

I denne forbindelse lagde landsretten til grund, at det frem til det tidspunkt, da PRM-forordningens bestemmelser om bistand til bevægelseshæmmede og handicappede fik virkning – den 26. juli 2008 – var de enkelte luftfartsselskaber, som havde varetaget og finansieret denne opgave. Det kunne endvidere efter bevisførelsen lægges til grund, at Kommissionens forslag til PRM-forordningen, frem-sat den 16. februar 2005, blev sendt i høring hos sagens parter i marts 2005, men ikke blev omtalt under forhandlingerne mellem Københavns Lufthavne og luftfartsselskaberne i 2005 om en ny takst-aftale for 2006-2008.

I retten blev der afgivet forklaringer af en række af de personer, der i sin tid deltog i forhandlingerne, og ikke overraskende mente repræsentanter fra SAS, at meningen med aftalen var, at ”lægge låg på” lufthavnens muligheder for at opkræve en hvilken som helst form for nye omkostninger eller afgift, hvorimod repræsentanterne fra Københavns Lufthavne mente, at de relevante bestemmelser i aftalen alene tog sigte på de ydelser, som lufthavnen leverede i henhold til aftalen, og at udgifter til den såkaldte PRM-assistance ikke blev omtalt under forhandlingerne.

Aftalepunkter

Særligt tre bestemmelser i aftalen blev gjort til genstand for granskning, særligt punkt 7 og 9:

”7. Københavns Lufthavne A/S fraskriver sig ved denne aftale den i Trafikministeriets regulerings-model angivne adgang til i reguleringsperioden at søge om særskilt takstforhøjelse som følge af nye myndighedskrav i det hele taget. Lufthavnen påtager sig således den fulde økonomiske risiko for, at sådanne krav måtte fremkomme.”

SAS havde for det første gjort gældende, at takstaftalens pkt. 7 afskærer Københavns Lufthavne fra at opkræve PRM-afgift i takstaftalens løbetid. Ved aftalens pkt. 7 fraskriver Købehavns Lufthavne sig den i Trafikministeriets reguleringsmodel angivne adgang til at søge om særskilt takstforhøjelse som følge af myndighedskrav. Efter det for landsretten foreliggende om den dagældende reguleringsmodel måtte det lægges til grund, at denne med hjemmel i den dagældende § 71 i luftfartsloven angik regulering af start-, passager- og opholdsafgifter, men ikke andre typer af afgifter. Indførelse af en ny særskilt afgift til dækning af lufthavnens dokumenterede udgifter til assistance til handicappede og bevægelseshæmmede passagerer kan derfor ikke anses omfattet af takstaftalens pkt. 7.

Punkt 8 i aftalen udelades af pladshensyn her.

”9. Ovennævnte takster og afgifter reguleres ikke i øvrigt i perioden, ligesom der ikke indføres nye eller forhøjede afgifter, takster, gebyrer, betalinger eller lignende, medmindre disse udgør betaling for ydelser, som er selskabsspecifikke og ikke kan anses at være omfattet af CPH’s standardydelser for Københavns Lufthavn.”

SAS havde endelig gjort gældende, at takstaftalens pkt. 9 afskar Københavns Lufthavne fra at opkræve PRM-afgift i takstaftalens løbetid. Ved aftalens pkt. 9 er det anført, at ”ovennævnte takster og afgifter reguleres ikke i øvrigt i perioden, ligesom der ikke indføres nye eller forhøjede afgifter, takster, gebyrer, betalinger eller lignende, medmindre disse udgør betaling for ydelser, som er selskabsspecifikke og ikke kan anses at være omfattet af CPH’s standardydelser for Københavns Lufthavn.

Hertil blev det bemærket, at takstaftalerne for 2000-2002, 2003-2005 og 2006-2008 alle indeholdt en bestemmelse, hvorefter ”ovennævnte takster og afgifter” ikke måtte reguleres i perioden, ligesom der ikke måtte indføres nye eller forhøjede afgifter, takster, gebyrer, betalinger eller lignende, medmindre disse udgjorde betaling for ydelser, som var selskabsspecifikke og ikke kunne anses for at være omfattet af Københavns Lufthavnes standardydelser.

Ordlyd og tilblivelseshistorie

Landsretten fandt efter bestemmelsens ordlyd og tilblivelseshistorie samt de afgivne forklaringer om parternes drøftelser i forbindelse med forhandlingerne om 2006-2008 takstaftalen, at reguleringsbestemmelsen i pkt. 9 måtte fortolkes som værende knyttet til de ydelser, som Københavns Lufthavne skulle levere i henhold til takstaftalen, således at bestemmelsen indebar, at der ikke måtte indføres nye afgifter mv., og at der ikke kunne gennemføres yderligere opkrævninger for så vidt angår de ydelser, der dannede grundlag for opkrævning af start-, passager- og opholdsafgifterne, handlingafgiften samt securityafgiften. Denne forståelse blev tillige støttet af formuleringen af Letter of Intent af 21. november 2005, hvorefter Københavns Lufthavne ikke måtte søge kompensation for de økonomiske indrømmelser, der var en del af takstaftalen, gennem afgiftspålæggelse eller lignende over for andre lufthavnsbaserede virksomheder.

Bestemmelsen i takstaftalens pkt. 9 måtte derfor fortolkes således, at den ikke regulerer, hvorledes der skal forholdes med betalingen for ydelser, der ikke var en del af Københavns Lufthavnes ydelser efter 2006-2008 takstaftalen.

Landsretten fandt derfor samlet, at bestemmelserne i takstaftalens fra 2006-2008 ikke afskar Københavns Lufthavne fra – i overensstemmelse med forordningens bestemmelser herom – at opkræ-ve betaling for den ydede PRM-bistand i 2006-2008 takstaftalens løbetid.

Landsretten skulle herefter tage stilling til størrelsen af afgiften og nåede frem til, at den afgift, der var beregnet af Københavns Lufthavne var korrekt, hvilket dermed betød, at påstanden om tilbagebetaling af godt DKK 18.000.000 blev taget til følge.

Højesterets begrundelse og resultat

SAS ankede sagen til højesteret, der under medvirken af 5 dommere startede med at rekapitulere sagens kerne, nemlig at sagen angik, om punkt 9, 2. led, i takstaftalen mellem Københavns Lufthavne A/S og SAS Danmark A/S afskar Københavns Lufthavne fra at opkræve PRM-afgift af SAS for perioden fra den 26. juli 2008 til den 31. marts 2009 i medfør af forordning 1107/2006 om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (PRM-forordningen).

PRM-forordningen, der trådte i kraft den 26. juli 2008, bygger på Kommissionens forslag af 16. febru-ar 2005 til forordning om bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (KOM (2005) 47 endelig). Højesteret understregede, at det fremgik af begrundelsen for forslaget, at Kommissionen havde gennemført en høring, som bl.a. omfattede luftfartsselskaberne og lufthavnene, og at der havde været en drøftelse af, hvem der fremover skulle være ansvarlig for bistanden til bevægelseshæmmede passagerer i lufthavnene. En mulighed, der blev drøftet, var at pålægge luftfartsselskaberne, som på daværende tidspunkt normalt ydede bistand til bevægelseshæmmede personer vederlagsfrit, ansvaret for at yde bistanden fremover. En anden mulighed, som blev drøftet, var at pålægge lufthavnene ansvaret for at yde bistanden, og lade denne finansiere ved en afgift, der skulle pålægges hvert luftfartsselskab proportionalt med det antal passagerer, som selskabet befordrer til og fra den pågældende lufthavn. Både forslaget til forordning og den endelige forordning blev baseret på den sidstnævnte løsning, jf. artikel 8 i forordningen.

Artikel 8 indeholder hjemmel til, at en lufthavns forvaltningsorgan kan opkræve en særlig afgift til finansiering af bistanden, og det fremgår, at luftfartsselskaberne, når de overvælter afgiften på passagerne, skal fordele afgiften ligeligt mellem alle deres passagerer.

Efter takstaftalens punkt 9, 2. led, må der ”ikke indføres nye eller forhøjede afgifter, takster, gebyrer, betalinger eller lignende”. Højesteret fandt, at denne bestemmelse – uanset dens generelle ordlyd – ikke kunne antages at omfatte betalingen til Københavns Lufthavne for bistand til handicappede og bevægelseshæmmede personer. Højesteret lagde herved vægt på, at denne bistand på aftaletids-punktet blev ydet af SAS for egen regning, og at SAS efter PRM-forordningen ikke længere skal yde bistanden, idet denne nu påhviler Københavns Lufthavne, og at udgiften forudsættes overvæltet på samtlige SAS’ passagerer. Herefter og i øvrigt af de grunde, som landsretten havde anført i sin dom, tiltrådte Højesteret, at Københavns Lufthavne ikke ved takstaftalens punkt 9, 2. led, var afskåret fra at kræve, at SAS betalte PRM-afgiften.

Højesteret stadfæstede herefter dommen afsagt af Østre Landsret.