Rampekryds ved Kolding bygges om
Vejdirektoratet går i gang med at bygge om i det østlige rampekryds ved Kolding S den 5. august.
I det østlige rampekryds ved Kolding S er der problemer med at få bilisterne hurtigt væk fra frakørselsrampen og ind på Tankedalsvej. I myldretidsperioder kan det give kø helt ud på motorvejen. Tilsvarende holder de bilister, der kommer vestfra, og som skal på motorvejen i nordlig retning, i kø helt hen i det vestlige kryds.
-Det er et stort problem, når der er så mange biler i et rampekryds, at de danner kø helt ud på motorvejen. Så er det, det kan blive rigtig farligt, hvis bilister på motorvejen kører op bag i dem. Det tager vi meget alvorligt, og derfor ombygger vi nu krydset ved Kolding S, siger projektleder i Vejdirektoratet, Niels Arend Koefoed.
For at sikre en bedre trafikafvikling og minimere risikoen for kø, etablerer Vejdirektoratet et signalanlæg i det østlige rampekryds. Fra- og tilkørselsramperne til motorvejen udvides – både fra syd og mod nord, så der bliver plads til flere biler. Desuden anlægges et shuntspor uden om det nye signalanlæg. Sporet er beregnet til den trafik, der kommer fra Kolding og skal mod nord ad motorvejen.
Arbejdet i krydset bliver udført i løbet af efteråret, og krydset skal gerne stå færdigt sidst i november.
/mb