23948sdkhjf

Velkommen tilbage efter ferie

TTN er tilbage efter ferien med nogle af de vigtigste nyheder fra de seneste tre uger. Selvfølgelig er der også helt aktuelle nyheder i mandagens nyhedsbrev.

TTN er tilbage efter ferien med nogle af de vigtigste nyheder fra de seneste tre uger. Selvfølgelig er der også helt aktuelle nyheder i mandagens nyhedsbrev.



UGE 28
TIL LANDS
Lidt flere dræbte i trafikken i 2013 i forhold til 2012

I 2013 blev der dræbt 191 personer i trafikken, hvilket svarer til en stigning på 14 % i forhold til i 2012. Det er dog stadig det laveste antal siden 1930 bortset fra 2012 og krigsårene 1941 – 1942.

Det skal ses lidt i lyset af, at de 167 dræbte i 2012 var ekstremt lavt i forhold til, hvad man kunne forvente. I forhold til 2003 er det et fald på 56 % og dermed mere end en halvering.

I forbindelse med antallet af personskader er det værd at bemærke, at der er sket et fald i aldersgruppen 15 – 24 år. De tegner sig dog stadig for en væsentlig del af personskaderne.

For personskadeulykker med sprit involveret er andelen nu omkring det halve af, hvad de var i 2008. Det er positivt at se, at sprit i ulykker med personskade udgør en stadigt faldende andel.

/mb Døgnservice i toldbehandling

Fra den 1. august 2014, åbner SKAT op for en ny døgnservice (24/7 ordning) på toldbehandlingsområdet.

Denne nye ordning hilser Danske Speditører meget velkommen og det er en ordning, som vi i vores dialog med SKAT omkring deres IT-løsninger, har haft meget højt på dagsorden.

Den nye ordning skal medvirke til, at give brugerne af SKAT’s toldbehandlingssystemer en langt smidigere dagligdag, i det systemerne omkring toldbehandlingen nu bliver tilgængelige hele døgnet.

/mb Bedre oversigtsforhold ved Møgelvangvej øst for Holstebro

Vejdirektoratet har nu ombygget krydset ved Møgelvangvej på Viborgvej, rute 16, mellem Haderup og Holstebro. Krydset har været udpeget som en sort plet, hvor der har været mange uheld.

-Oversigtsforholdene er blevet væsentligt forbedret for de trafikanter, der skal fra Møgelvangvej ud på Viborgvej. Vi har desuden anlagt en højresvingsbane for trafikanter, der kommer østfra på Viborgvej. Når der er trafik på Møgelvangvej, aktiveres elektroniske skilte med hastighedsbegrænsning på 70 km/t på Viborgvej i krydset. Vi håber, at det vil bidrage til at nedsætte antallet af ulykker i krydset, siger projektleder i Vejdirektoratet, Niels Arend Koefoed.

/mb Ny Storstrømsbro får 112 millioner fra EU

EU-medlemslandene har godkendt Europa-Kommissionens forslag til hvilke europæiske transportprojekter, der får tildelt EU-støtte. Det betyder bl.a., at der tildeles ca. 112 mio. kr. i støtte til projekteringsfasen for den nye Storstrømsbro.

EU-støtten til Storstrømsbroen kommer fra programmet for det transeuropæiske transportnet (TEN-T), som har til formål at styrke det indre europæiske marked, blandt andet ved at fremme mere effektive, grænseoverskridende transportkorridorer.

De 112 mio. kr. til den nye Storstrømsbro skal dække udgifter til projekteringsfasen i perioden 2013-2015 og svarer til 50 pct. af projekteringsomkostningerne i perioden.

Transportminister Magnus Heunicke (S) udtaler:

- Storstrømsbroen er en meget vigtig brik i Femern Bælt-projektet, som kommer Danmark, Tyskland og hele Nordeuropa til gavn. Det er rigtig godt, at EU har valgt at prioritere dette projekt, og det understreger, at der også er rigtig mange europæiske perspektiver i Storstrømsbroen og særligt Femern Bælt-projektet.

/mb Tyske eksperter bekræfter trafikvækst på Femern Bælt

I en kommentar til den danske debat bekræfter to tyske trafikeksperter og medforfattere til et udkast til en ny tysk trafikprognose, at trafikvæksten er større over landegrænser, herunder over Femern, end den er på indenlandske veje i Tyskland.

-Flere danske medier har viderebragt misfortolkede tal fra en trafikprognose, som vi har udarbejdet for det tyske transportministerium. Prognosen viser en højere trafikstigning i Femern Bælt-korridoren, end det fremgår af medierne.

Det siger både økonom Stefanos Kotzagiorgis fra BVU Beratergruppe Verkehr + Umwelt GmbH i Freiburg og ingeniør Dr. Markus Schubert fra Intraplan Consult GmbH i München.

I danske medier har det været fremme, at den forventede trafikstigning på Femern Bælt ikke stemmer overens med den nye tyske prognose. Men det er ikke korrekt:

-I forbindelse med Femern Bælt-korridoren er især person- og godstrafikken til og fra Sverige og Sjælland interessant. Her viser prognosen en vækst i godstrafikken på 2,1 procent årligt, dvs. næsten tre gange så meget som den samlede tyske vækst i godstrafikken på 0,8 procent om året. Der forventes tilsvarende forskelle i trafikvæksten for personbiler i Tyskland og over Femern Bælt-forbindelsen, siger de tyske eksperter.

/mb Daimler tester selvkørende lastbil

Da chauffør Hans Luft satte sig ind i en af Daimlers lastbiler for nylig, var det med en vis uro i kroppen. Hans Luft skulle nemlig slippe rattet og stole på lastbilens 'Highway Pilot', der ikke alene ville holde en fart på 80 km/h, men også skifte bane og undvige andre biler, mens Hans Luft bare så til.

-Det var mærkeligt i starten. Men du lærer hurtigt at stole på den, og så er det fantastisk, sagde Hans Luft til New York Times efter den første officielle testtur på en otte-banet motorvej nær Magdeburg i det østlige Tyskland.

Lastbilen med navnet Future Truck 2025 kørte på strækningen med 20 andre biler, der skulle simulere realistiske forhold. Under accelerationen op til 80 km/h skulle Hans Luft selv holde rattet, men derefter tændte han for autopiloten og vinkede ud af vinduet.

Under testen viste Daimler, at lastbilen kunne skifte bane og trække ind til siden, da en ambulance kom kørende. Afstanden til biler, forhindringer og andet bliver overvåget af sensorer og kameraer med en afstandsmåling op til 250 meter.

Forude venter også en skov af regler, der skal barberes, før lastbilen får starttilladelse på de europæiske veje, og så skal vognmændene være villige til at smide lidt over 50.000 kroner, hvis de vil installere autopiloter i lastbiler i fremtiden, lyder vurderingen fra markedsanalysefirmaet IHS Automotive

/mb TIL VANDS
Ny overenskomst mellem maskinmestre og rederiforening

Efter et forhandlingsforløb er det lykkedes at opnå enighed om fornyelse af DIS overenskomsten mellem Maskinmestrenes Forening og Danmarks Rederiforening. Udover, at der som led i fornyelsen er sket forhøjelser af lønninger, pensionsbetalinger, justering af barselsregler m.m. indeholder fornyelsesaftalen også helt nye elementer.

-Vi har i den forgangne overenskomstperiode kunnet konstatere, at samarbejdet mellem de to foreninger er blevet stadigt mere udbygget, og at der er en lang række områder, hvor vi ser meget ens på behov og løsninger, siger formanden for Danmarks Rederiforenings Forhandlingsudvalg, Henrik Sloth.

Som tillæg til selve fornyelsesaftalen, er overenskomstens parter enige om, at der skal igangsættes nye uddannelsesinitiativer i relation til ledelse og samarbejde, hvor navnlig samarbejdet mellem skib og land er i fokus.

/mb I LUFTEN
Ny vækst for Norwegian og SAS

Norwegian havde 2.304.506 passagerer i juni – en stigning på 21% i forhold til juni sidste år. Belægningen var på 82,5 pct.

Belægningen på 82,5 var 2,9 procentpoint bedre end for et år siden.

-Det er glædeligt, at vi fortsat fylder flyene selv med en kraftig kapacitetsvækst. Samtidig fortsætter vi med at tiltrække nye kunder uden for Skandinavien, hvilket er i tråd med vores internationale strategi, siger adm. direktør Bjørn Kjos.

For første gang i sommer ser det ud til, at trafikken begynder at leve op til forventningerne i SAS. Juni tallene viser dem rigtige vej i den trafikrapport, der kom i går.

SAS klarede sig ligeledes godt i juni.

Passagertallet steg med 12,4 procent til 2,7 mio. Trafikken steg med 9,6 procent med en kapacitetsforøgelse på kun 5,9 procent, hvilken igen gav en stigning i antal solgte sæder om bord med 2,8 procent. Det førte igen til en rekord belægning i gennemsnit på 83 procent.

Eneste minus i den forbindelse er, at (gennemsnitsprisen pr. solgt billet fortsat ligger seks procent under sidste år. Men til gengæld er der betydeligt færre tommer sæder. Alligevel skal der fortsat skæres i udgifterne for at nå et plus, når året er omme, oplyser SAS.

Da halvårsregnskabet blev offentliggjort med et skuffende resultat var udmeldingen samtidig, at de næste måneder så lovende ud, hvilket ser ud til at holde. Aktionærerne belønnede resultatet med en kursstigning på 2,94 procent.

/mb Accepter fyringer eller Alitalia lukker

Italiens premierminister Matteo Renzi opfordrer fagforeningerne til at acceptere fyringer i Alitalia eller være forberedte på, at flyselskabet må lukke.

Regeringen og Alitalia forhandler med fagforeningerne, som ønsker at stoppe de godt 2.000 afskedigelser, der er en af forudsætningerne for, at Etihad vil købe 49% af det italienske flyselskab, som har omkring 14.000 ansatte.

-Etihad er kommet med et godt tilbud, som sikrer vores nationale flyselskabs overlevelse, siger han og opfordrer fagforeningerne til at yde et offer.

/mb Norwegian åbner rute fra København til Bangkok

9. juli satte Norwegian de første billetter til salg fra København til Bangkok.

Det sker blot en uge efter, at selskabet har åbnet ruter fra London til destinationer i USA.

Administrerende direktør i selskabet, Bjørn Kjos, ser stort vækstpotentiale i det asiatiske marked og håber på med tiden at flyve til Asien og videre til USA.

Det skriver Berlingske Business.

Den nye rute betrages af Norwegian som et vigtig skridt i retning mod at gøre selskabet klar til international konkurrence mod flyselskaber fra Asien og Mellemøsten og håber at åbne flere ruter i 2016.

Der er rutestart den 30. oktober, med en introduktionspris for en enkeltbillet på 1599 kr., hvilket kunderne dog, ifølge Kjos, skal regne med stiger en smule.

/mb SAS har ikke fået ulovlig statsstøtte

Det var helt på linje med EU's regler, at SAS i 2012 fik en garanti på omkring tre milliarder kroner fra flyselskabets største aktionærer Danmark, Sverige og Norge, konkluderer EU-Kommissionen onsdag.

Der blev igangsat en undersøgelse i juni sidste år, fordi kommissionen var i tvivl om, hvorvidt garantien var blevet givet på markedsvilkår og i overensstemmelse med EU's konkurrenceregler.

Staternes garanti kom i forbindelse med en omfattende spareplan i november 2012, da selskabet havde alvorlige økonomiske problemer. Dengang spurgte de tre skandinaviske lande ikke kommissionen om lov til at give SAS denne garanti.

Undersøgelsen, der blev sat i gang for lidt over et år siden, er nu kommet frem til, at garantien ikke gav SAS nogen uretmæssig økonomisk fordel og var ikke statsstøtte.

Garantien til SAS blev aldrig udnyttet og annulleret igen 4. marts 2014.

/mb UGE 29
TIL LANDS
Volvo skuffede

Den svenske lastbilproducent Volvo kunne ikke leve op til markedets forventninger med sine resultater for andet kvartal af 2014.

Regnskabet fra Volvo viste både omsætning, ordreindgang, driftsmargin og overskud lavere end det forventede ifølge SME Direkts estimater.

Der blev bestilt 52.974 Volvo-lastbiler i kvartalet, to pct. færre end det ventede ifølge SME Direkt, mens selve den fakturerede omsætning var på 72.6 mia. skr. eller en pct. under målet.

Volvo har fortsat samme forventninger til 2014, hvad angår salget af lastbiler, mens markedet for anlægsmaskiner nu ventes at dykke noget mere end frygtet. Med hensyn til egne præstationer tror Volvo fortsat på en forbedring af resultatet med 9 mia. kr. i slutningen af 2015, fastholder topchef Olof Persson i regnskabet.

/mb Nordjyske firmaer dropper Femern

Nordjyske firmaer – herunder entreprenørvognmænd -er for tøvende, når det gælder om at byde ind på den nye Femern-forbindelse, lyder det fra selskabet bag det store projekt.

Det fortæller DR Nordjylland.

-Det kunne godt virke som om, virksomhederne så det her som en meget stor mundfuld, og det er der ingen grund til, siger kommunikationsdirektør hos Femern, Ajs Dam til DR Nordjylland.

Det er især små og mellemstore firmaer, der bør melde sig på banen.

Den seks-årige byggefase forventes at skabe mere end 3.000 jobs om året for underentreprenører.

/mb TIL VANDS
Tidligere Mærsk-chef Ib Kruse er død
På vegne af A.P. Møller – Mærsk A/S udtaler Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, næstformand og formand for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal følgende mindeord for Ib Kruse, der er død i en alder af 82 år:

-Det er med sorg, at vi har modtaget meddelelse om skibsreder Ib Kruses død den 8. juli 2014.

Skibsreder Ib Kruse vil blive husket for sin store og professionelle indsats i A.P. Møller – Mærsk Gruppen over mere end 50 år. Ib Kruses loyale arbejde har efterladt et varigt aftryk i de væsentligste forretningsområder i A.P. Møller – Mærsk.

Ib Kruse blev ansat som 18-årig i 1950, og var beskæftiget på hovedkontoret på Kongens Nytorv og Rederiets kontor i New York, indtil han tiltrådte stillingen som personlig assistent for Mærsk Mc-Kinney Møller i 1955. Her blev Kruses dygtighed bemærket, og et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Hr. Møller blev grundlagt.

Grundighed, ihærdighed og evnen til hurtigt at sætte sig ind i nye områder var kendetegnende for Ib Kruse, og han blev udset til at lede så forskellige områder som liniefart, Teknisk Organisation, som varetog driften af Rederiets skibe, samt olie- og gasaktiviteterne.

Mærsk Mc-Kinney Møller inddrog fra 1979 Ib Kruse i den daglige ledelse af A.P. Møller Gruppen somskibsreder og partner i Firmaet A.P. Møller.

I 1980’erne og 1990’erne spillede Ib Kruse en væsentlig rolle i udviklingen af såvel Maersk Line som Mærsk Olie og Gas.

Maersk Line ekspanderede, i takt med globaliseringen, til at kunne tilbyde sine kunder et verdensomspændende netværk af transportservices. Ib Kruse havde ansvar for de succesfulde opkøb af danske og udenlandske rederiaktiviteter i 1990’erne og lagde grunden for APM Terminals.

Mærsk Olie og Gas udvidede sine aktiviteter i Danmark og påbegyndte dygtigt sin stærke internationale ekspansion under Ib Kruses ledelse.

Ib Kruse fratrådte ved sin pensionering i 2000, men bevarede sin tilknytning til Gruppen.

/mb Fremgang for Hirtshals Havn

Med udgangen af juni 2014, kan Hirtshals Havn melde om en omsætningsfremgang i første halvår på omkring 15 procent i forhold til samme periode i 2013, og tilsvarende udvikler regnskabsresultatet og likviditetsbeholdningen sig som forventet.

-Vi kan kun være tilfredse med, at udviklingen over første halvår af 2014 overordnet har udviklet sig, som vi havde forventet. Vi har vækst på de fleste af vores hovedsegmenter, selv om vi naturligvis ser nogle forskydninger. Udviklingen over første halvår giver os grundlag for at fastholder vores forventninger til året som helhed, selv om vi konstant har fokus på at opnå den forventede udvikling i vores vigtigste forretningssegmenter hen over andet halvår, siger bestyrelsesformand Anker Laden-Andersen.

Af samme grund slækker man ikke på den stramme styring af havnens økonomi.

Hirtshals Havn arbejder i 2014 med planlægningen af en række større udviklingsprojekter, og havnen ser således frem mod 2015, hvor der vil blive gennemført investeringer i godsbaneterminal, indfaldsvej og forventeligt første etape af en landudvidelse.

/mb Nordic Tankers kontraherer nye skibe

Nordic Tankers er indstillet på at bruge over 480 millionerUSD på op til 12 kemikalietankskibe på Avic Dingheng værftet i Kina. Velplacerede kilder fortæller, at rederiet har kontraheret seks kemikalietankere, med option for seks mere. Nordic Tankers afviser at kommentere forlydenderne.

-Vi ser på flere ting i øjeblikket. Vi har allerede investeret i moderne brugte enheder i år, og vi har også set på nybygninger. Nordic er af den opfattelse, at den kemikalietankskibs branchen vokser. Det er derfor, vi har foretaget de investeringer, vi har i år, siger Nordic Tankers CEO, Per Sylvester Jensen, til TradeWinds.

/mb Color Line venter øget trafik til Hirtshals

Color Line venter, at åbningen af den nye E18 fra Oslo gennem Vestfold i Norge frem mod Larvik kan give stor vækst for rederiets Super Speed-færger.

Vejen åbnede den 4. juli og har gjort det hurtigere at komme fra Oslo til Danmark via Larvik–Hirtshals ruten.

-Vi ser på byerne, som ligger mellem en og halvanden time fra Larvik, som vores nærmarked. Med den ny E18 udvides dette marked til også at gælde større dele af Akershus. Når det tager cirka en time at køre fra Oslo, og derefter tre timer og 45 minutter fra Larvik til Hirtshals, går det hurtigere end at køre fra Oslo gennem Sverige, fortæller Claus Vidum, der er salgs- og markedschef for Super Speed Larvik-Hirtshals til op.no.

I Color Line vil man rette markedsføringen af færgerne endnu mere mod Oslo.

Super Speed-færgerne har haft en vækst på cirka fem procent fra i fjor. Claus Vidum mener, at det delvis skyldes den nye vej, og han spår en positiv vækst fremover. 2012 var rederiets bedste år hidtil, men 2014 tegner til at sætte ny rekord.

/mb Scandlines færger færdigøres på Fyn

Det bliver Fayard, der skal bygge de to nye Scandlines-færger færdige. Munkebo-værftet har vundet opgaven, skriver DR Fyn.

Det tyske værft, ¬¬¬ der stod for at bygge skibene, gik konkurs. Derfor har Scandlines ledt efter et nyt værft, der kunne varetage færdigbygningen.

De to nye færger skal erstatte M/F Kronprins Frederik og M/F Prins Joachim på ruten Gedser-Rostock.

De to nye færger kan hver have 1.300 passagerer og 480 biler eller 96 lastbiler ombord. Samtidig bliver de ifølge Scandlines udstyret med et nyt system, der reducerer svovl og andre udledningsgasser med mindst 90 pct.

/mb Aarhus: Østhavnvej åbnes

Aarhus Havn fortsætter udvidelserne.

Tilslutningsarbejdet ved Oceanvej er afsluttet - dog udlægges der slidlag til september. Rundkørslen ved Vandvejen er nu åben for trafik.

På en strækning på Borneovej (kaj 108) skal både kaj, belægning og afvanding renoveres. De berørte pakhuse er beliggende på Borneovej 12 og 14. Arbejdet foregår fra medio juli 2014 til ultimo november 2014. Ovennævnte strækning af Bornoevej er delvist lukket i perioden.

/mb I LUFTEN
Dansk firma køber 75 nye fly

Nordic Aviation Capital har afgivet ordre på 75 ATR 42-600 med plads til ca. 50 passagerer. NAC, der har hovedkontor i Billund Lufthavn, har verdens største ATR-flåde og udlejer til flyselskaber verden over.

Leveringen af de nye fly begynder næste år og varer til 2020, oplyser flyfabrikken ATR, der har hovedkvarter i Toulouse og ejes af Airbus og italienske Alenia Aermacchi.

Ved Paris Air Show sidste år kom NAC med bestilling på 90 af de større ATR 72-600 til en værdi af ca. 12 milliarder kr.

/mb Norwegian overhaler Easyjet og Ryanair

Ryanair og Easyjet har flere passagerer end Norwegian, men Europas tredjestørste lavprisselskab, Norwegian, betjener flere lande, viser en opgørelse om Europas seks største lavprisselskaber.

Ligesom spanske Vueling flyver Norwegian til 38 lande, mens Easyjet betjener 32 og Ryanair 30. Omvendt er Ryanair størst i passagerer og ruter. Sidste år havde det irske selskab 81,7 mio. passagerer og op til 178 ruter, Easyjet havde 60,8 mio. passagerer og op til 130 ruter og Norwegian 20,7 mio. rejsende og op til 118 destinationer. Det viser tal fra Flightglobal og Innovata Diio Mi data ifølge hjemmesiden anna.aero.

Norwegian omsatte for fem milliarder norske kroner i andet kvartal, hvilket er en stigning på 26 procent sammenlignet med samme kvartal året før. Det var dog lidt under analytikernes forventning.

/mb CPH er Europas mest effektive lufthavn

Københavns Lufthavn er blevet kåret til Europas mest effektive lufthavn ved en konference i den franske by Bordeaux. Det er niende gang på 11 år, at prisen tilfalder Danmarks største lufthavn.

- Jeg kan garantere, at det ikke er noget, vi hverken tager for givet eller vænner os til, siger driftsdirektør i Københavns Lufthavne, Kristian Durhuss, i en pressemeddelelse.

Prisen uddeles af Air Transport Research Society (ATRS), der er en gruppe af professorer og luftfartseksperter, der har udviklet en metode til at måle og sammenligne lufthavnes effektivitet på.

Teknologi har de senere år været med til at forkorte tiden, som passagerer skal bruge i lufthavnen. Blandt andet foregår check-in i lufthavnen via selvbetjening, og det samme gælder efterhånden også bagageaflevering og kontrol af boardingkort ved sikkerhedskontrollerne.

/mb UGE 30
TIL LANDS
Daimler tromler videre

Tyske Daimler - hvis varemærke er Mercedes - overgik i andet kvartal forventningerne.

Driftsresultatet for den fortsættende forretning landede på 2,46 mia. euro mod ventet 2,38 mia. euro. Omsætningen steg til 31,5 mia. euro mod 29,7 mia. euro i samme periode sidste år. Her havde markedet dog forventet en omsætning på 31,8 mia. euro.

Hele Daimler kunne notere sig et nettoresultat på 2,2 mia. euro i kvartalet.

/mb Cabotage: EU-Domstolen kigger på Danmark

EU har taget første skridt mod at hive Danmark for EU-Domstolen i sagen om de danske regler, der skal forhindre, at udenlandske lastbilchauffører kører ulovligt i Danmark.

EU-Kommissionen har sendt en såkaldt åbningsskrivelse til Danmark for brud på EU's regler om cabotagekørsel, der er reglerne for udenlandske chaufførers kørsel med varer på andre medlemslandes territorium, skriver Politiken..

Det fremgår af en orientering fra udenrigsminister Martin Lidegaard (R) til Folketingets Europaudvalg og bekræftes af Transportministeriet.

Danmark har nu nogle måneder til at svare på kommissionens kritik, lyder det fra ministeriet.

/mb TIL VANDS
Eurotunnel har fortsat underskud

Eurotunnel, der fortsat konkurrerer med DFDS på Den Engelske Kanal, landede et driftsoverskud (EBIT) på 132 mio. euro i første halvår i år mod 121 mio. euro i første halvår sidste år.

Analytikerne havde ventet et plus på 135 mio. euro ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Overskuddet blev hentet hjem på baggrund af en omsætning, der steg med 8 pct. til 559 mio. euro.

/mb APM Terminals sælger ud i Virginia

APM Terminals har solgt sin containerterminal i Portsmouth, Virginia, til de to investeringsfonde Alinda Capital Partners og Universities Superaanuation Scheme. Prisen er ikke oplyst.

Salget af terminalen kommer efter at myndighederne i Virginia i marts sidste år afviste at privatisere havnen. APM Terminals var ellers parat til at lægge knap 4 milliarder dollar på bordet mod at overtage driften af havnen de næste 48 år.

/mb I LUFTEN
Emirates ønsker luftfartstopmøde

Koncernchefen for det store flyselskab fra Dubai foreslår internationalt topmøde blandt flyselskaber – her skal farerne for den civile luftfart drøftes efter nedskydningen af Malaysia Airlines MH 17, oplyser stand-by.dk

Tim Clark foreslår, at topmødet indkaldes af International Air Transport Association:

-Det internationale samfund af flyselskaber må reagere som en enhed og levere budskabet om, at det simpelthen ikke er acceptabelt at nedskyde civile trafikfly. Det skete er afskyvækkende – nedskydningen skete under en konflikt, flyselskaberne intet har at gøre med, siger han til Reuters.

Fra International Air Transport Association siger den ansvarlige for flysikkerhed, Kevin Hiatt:

-På dette tidspunkt skal de vigtigste ændringer af reglerne defineres af regeringer verden over. For at hjælpe med i denne proces, arbejder IATA og ICAO ved at rådspørge medlemmerne blandt flyselskaberne.

/mb Air France-KLM med flot regnskab

Air France-KLM er kommet med regnskab for andet kvartal, hvilket sender aktien op med 5,4 pct.

Den positive overraskelse skal findes i indtjeningen, hvor det blev til en EBITDA-indtjening på 641 mio. euro. Analytikerne havde ventet en mindre indtjening på 606 mio. euro. Salget var dog lidt svagt og blev på 6,45 mia. euro, da der her var ventet 6,53 mia. euro.

/mb
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094