Ny Nissan el-varebil til Danmark
Nissan introducerer den nye e-NV200 elbil, der rammer det danske marked til efteråret.
e-NV200 er ifølge Nissan en blanding af det bedste fra bilproducentens to prisbelønnede modeller NV-200 og Nissan LEAF, den har en rækkevidde på 170 kilometer og en tophastighed på 120 km. i timen. Derudover er der mulighed for quick-charging, hvor bilen oplades fra nul til 80 procent på kun en halv time.
Den nye elbil vil kunne fås som varebil, en fem-personers combi og en luksuriøs Evalia udgave.
Jean-Pierre Diemaz, chef for Nissan Europe’s afdeling for elkøretøjer:
- Den gennemprøvede og effektive elektriske drivlinje i e-NV200 passer perfekt til den typiske brug af en erhvervsbil med mange stop-/start-sekvenser i løbet af en arbejdsdag. e-NV200 er god for både miljø og mennesker – ingen udstødning og ingen støjforurening. Samtidig er den mindre trættende at køre i, fordi der ikke er nogen støj og vibrationer fra drivlinjen. Og den 1-trins gearkasse, der bedst kan sammenlignes med et automatgear har også store fordele i dagligdagen for alle hårdtarbejdende kurer- eller taxachauffører. Sidst men ikke mindst vil flådeejerne elske de lave driftsomkostninger, siger han.
Den japanske bilfabrikant meddeler, at priserne på Nissan e-NV200 i Danmark vil starte på knap 200.000 kr. eksklusiv moms. /
anga