”Luftskibe” lirket gennem Fredericia
Fredericias borgere gjorde store øjne, da de to første af otte enorme tanke til DONG’s nye Olie og Gasterminal, blev transporteret gennem byen. (Foto: Finn Bjerremand)
Den tunge om omfangsrige transport blev gennemført lørdag aften, hvor en af tilskuerne ifølge Fredericia Dagblad, sammenlignede de store specialbyggede ståltanke med luftskibet ”Hindenburg”.
Det er den hollandske projekttransportør Wagenborg Nedlift, der står for opgaven med at transportere de i alt otte tanke til raffinaderiet. Tankene er 38 meter lange og har en diameter på otte meter. Vægten er oplyst til 325 tons.
Transporten blev foretaget på selvkørende blokvognsmoduler – to til hver tank – med 16 aksellinjer. Seks af akslerne leverer trækkræfterne ved hjælp af hydralik – kraften hertil kommer fra en enkelt ”Powerpac” på hvert modul.
Styringen foregår ved hjælp af et joystick.
De hydrauliske trækkræfter rakte dog ikke helt på den sidste del af transporten til raffinaderiet på grund af en stigning. Derfor måtte de selvkørende blokvognskombinationer have hjælp fra en MAN-blokvognstrækker.