Danica Pension køber del af Unifeeder
Den danske pensionsgigant Danica har som første led i en ny investeringsstrategi købt en del af det Aarhus-baserede danske rederi Unifeeder for 400 millioner kroner.
Den nye plan for pensionsselskabet er over de kommende år at investere mindst 10 milliarder kroner i danske virksomheder.
-Vi er klar med et tocifret milliardbeløb. Vi har ikke sat nogen deadline op, men vi vil gerne investere dem inden for de næste par år. Med 330 milliarder kroner på balancen har vi styrken til at gå tungt ind i dansk erhvervsliv, hvor vi ser masser af muligheder, siger finansdirektør og ansvarlig for investeringsområdet Jacob Aarup-Andersen, Danica Pension til Børsen.
Unifeeder, der driver Nordeuropas største feedernetværk, har siden 2013 været ejet af Nordic Capital der købte rederiet af Montagu Private Equity. Montagu købte i 2007 rederiets to stiftere ud af rederiet.
/mb