Atlantic opgiver charter
Det færøske flyselskab fokuserer i stedet på hjemmemarkedet.
Færøske Atlantic Airways afhænder en tredjedel af sin Airbus-flåde og satser i stedet stort på det færøske marked, skriver Check-In.dk.
Det kom frem ved et pressemøde i Vagar Lufthavn onsdag.
Selskabet anskaffede sig tidligere en Airbus A319 for at gøre sig mere gældende på chartermarkedet. Det har dog vist sig at være en dyr fornøjelse, og derfor satser selskabet i stedet på hjemmemarkedet. Her har Atlantic fået foretaget en analyse, der viser, at færingerne mener, at selskabet både er for dyrt og tilbyder for få destinationer.
Det skal der gøres noget ved. Derfor er fokus nu på at skabe et rutenet med frekvente forbindelser mellem Færøerne, Norge, Island og Storbritannien, fortalte Jørgen Holme, der er administrerende direktør i Atlantic Airways.
Det nye initiativ hedder NORD, og det skal understøtte vækstmulighederne for færøsk erhvervsliv, men også gavne lokalbefolkningen og tiltrække turister. Det gøres blandt andet ved anskaffelsen af et lejet fly – enten et 50 sæders jetfly af typen Embraer E145 eller CRJ200, eller et 70-sæders Dash 8-fly, fortalte direktøren. /anga