Hiab fejrer 70 års jubilæum
Kranproducenten fejrer højtideligheden med speciel jubilæums-kran.
For syv årtier siden havde den svenske skiproducent Eric Sundin besvær med at fragte det tunge træ, han havde brug for til sin produktion, fra skoven og ind i skifabrikken.
Den udfordring lagde grundstenen til ”Hiab-metoden”, som er Sundins grundlæggende ide om, at et køretøj udstyret med hydraulik kan gøre meget andet end at blot at køre på vejene – blandt andet løfte.
- Vi er stolte af vores kraner og vores arv. Og vi er taknemmelige for alle vores kunder, der sætter pris på de fine kvaliteter af vores produkter og den merværdi, de bringer til deres forretning. Dette er værd at fejre, siger Roland Sundén, der er direktør i Hiab.
I år har Hiab således produceret kraner i 70 år, og det fejrer det svenske kranfirma med en unik kollektion af jubilæumskraner. Den nyligt lancerede HIAB X – HiPro 192 og HIAB X HiDuo 188 kommer med ”en unik samling af funktioner kombineret til at give kunden ekstra af alt”, som Hiab formulerer det i en pressemeddelelse. Hver kran er nummereret og leveres med et unikt kranpas.
Hiab beskæftiger 2.700 medarbejdere. /anga