ITD roser udspil om modulvogntog til 2030
Regeringens udspil i dag til en vækstpakke indeholder en forlængelse af forsøget med modulvogntog til 2030 og en højere vægtgrænse for syv-akslede lastbiler. Det bifaldes af vejgodstransportens brancheorganisation ITD.
Forsøget med modulvogntog – lastbiler på 25,25 meters længde - bliver forlænget til 2030. Det var ellers sat til at slutte ved udgangen af 2016. Samtidig vil regeringen hæve vægtgrænsen for syvakslede lastbiler fra 54 til 56 ton.
Chefkonsulent Jørn-Henrik Carstens fra ITD:
- Danmark beholder sin position blandt foregangslandene i Europa med modulvogntog og med vægtgrænser, der giver mulighed for at udnytte lastbilernes fulde potentiale. Det kan vi være stolte af og glade for på erhvervets og hele samfundets vegne. Vognmanden vinder takket være en mere effektiv vejtransport, samfundet vinder på mindre trængsel og miljøet vinder på mindre CO2. Win-win-win.
Tryghed takJørn-Henrik Carstens understreger dog, at vognmænd har brug for tryghed, når de investerer.
- Vi ville foretrække, at modulvogntog bliver permanent tilladte. Men 2030 giver vognmændene en tilpas lang investeringshorisont, når materiellet skal købes ind.
Regeringens vækstpakke er baseret på en rapport fra Produktivitetskommissionen. Den foreslog, at Danmark styrker produktiviteten i transporterhvervet ved at udvide og gøre forsøget med modulvogntog permanent. Og vækstpakken indeholder da også planer om at udvide med flere veje.
- Det er en rigtig god nyhed, som vores medlemmer utvivlsomt er klar til at gribe. Der er mange vejstrækninger, der med det samme kan tilføjes modulvogntogsnettet, tilføjer Jørn-Henrik Carstens.
To modulvogntog = tre almindelige lastbilerDet danske forsøg med modulvogntog begyndte i 2008. Den mest brugte form for modulvogntog er kørsel med en såkaldt linktrailer. De udgjorde 359 af de i alt 588 modulvogntog på de danske veje ved årsskiftet.
Ifølge Vejdirektoratet erstatter to modulvogntog tre almindelige lastbiler. På den måde bliver 15 procent af CO2-udslippet skåret væk.
/cw