Nyt fra Nicolai i USA
Nicolai Ovesen trives som udvekslingschauffør i Guds eget land.
Der er nyt fra den nu 25-årige danske lastbilchauffør Nicolai Ovesen, der er den første i en række af mange nyuddannede danske chauffører, der har fået mulighed for at tage et års eventyr bag rattet af en lastbil i Canada og USA, som del af en aftale mellem Transportsektorens Uddannelsesfond (TSU) og to store canadiske vognmandsvirksomheder.
Nicolai Ovesen er fortsat glad for at fragte varer på det store amerikanske kontinent, og glæden er gensidig.
- Jeg elsker europæiske chauffører. De er dygtige, arbejdsomme, og de ser og tager højde for ting, som canadiske chauffører slet ikke gør. Det gælder også Nicolai, siger Clayton Cale, kørselsleder for vognmandsfirmaet ADTS, hvor Nicolai Ovesen har været ansat siden januar.
- Jeg kommer til at se ting på det her år, som jeg aldrig ellers ville få lejlighed til at se. Altså for pokker mand. Jeg er jo bare en knægt på 25 år fra Bjert, og her sidder jeg og er på vej ned gennem Amerika, siger den unge chauffør selv om sit ophold.
Læs mere om Nicolai Ovesens oplevelser, og blandt andet også om, at TSU endnu ikke har fået fyldt det hold op af nyuddannede chauffører, der sendes ”overthere” til sommer, i næste nummer af Danmarks Transport-Tidende og Trans Inform. /anga