Dansk forligsmand presses af Norwegian
Truslen om en konflikt mellem Norwegian og selskabets kabineansatte i Norge og Danmark øges dag for dag.
I fredags afsendte det norske fagforbund Parat et strejkevarsel for de 228 kabineansatte i Danmark, der er organiseret i Parat Luftfart. Dermed kan en strejke blive en realitet senest den 21. maj, idet den danske forligsmand kan udsætte en eventuel konflikt i 14 dage og herefter i yderligere fem dage.
-Vi har sendt strejkevarslet for de kabineansatte i Danmark for at tvinge forligsmanden i Danmark til at tydeliggøre, hvornår fristen på de 14 dage begynder at løbe, hedder det i en meddelelse fra Parat Luftfart.
Reglerne i Norge er anderledes, idet Parat Luftfart blot behøver at varsle en konflikt seneste fire dage før, den kan træde i kraft. Og Parat Luftfart ønsker, at en strejke finder sted på samme tid i begge lande, da et af stridsspørgsmålene netop er, at Norwegian ønsker at splitte de kabineansatte op i to separate nationale selskaber.
mb