Børn bliver mere trafiksikre
For femte år i træk går det klart fremad med kommunernes indsats for at gøre børn og unge mere trafiksikre, viser ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.
I år deltager 95 af landets 98 kommuner i Kommunernes Skoletrafiktest, som undersøgelsen fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden hedder. Det er rekordmange i de fem år, undersøgelsen har været gennemført.
- Det er dejligt, at så mange kommuner og skoler tager opgaven meget seriøst og gør en flot indsats, der er med til at forebygge ulykker blandt børn og unge i trafikken. Og det er vigtigt, for både her og nu, men også på lang sigt er indsatsen med til at redde liv, siger René Højer, områdechef for sikkerhed i TrygFonden.
Hvert år havner omkring 4000 børn i alderen 7 – 14 år på skadestuen, efter de er kommet til skade i trafikken enten som fodgænger eller cyklist. /anga