Men skarp konkurrence og små marginaler betyder, at virksomheder i transportbranchen ofte rammer lovgivningens grænser.

Manglende rådgivning og forkert håndtering af situationer i gråzoneområdet, og tidlige udtalelser til politi og myndigheder, kan være katastrofale for virksomheden, lederen og den enkelte medarbejder.

Lederen har ansvar både for virksomhedens bundlinje, omdømme og medarbejdere. Ud over ansvaret som følger af lovgivningen, har man som regel et moralsk og personligt ansvar for dem, man omgås i det daglige og bygger virksomheden op omkring. Det moralske og personlige ansvar kommer som regel af sig selv med den gode leder. Alle krav der stilles til virksomheden i lovgivningen er dog ikke noget, som kommer af sig selv.

Når brancher bliver mere og mere specialicerede, bliver lovgivningen som regulerer dem også mere og mere omfangsrig. Det kan derfor være en udfordring at navigere som virksomhedsleder, allerede i ganske almindelige emner som eksempelvis registrering, tilladelser, skat og moms, som kan være svært nok.

Men arbejdsmiljø, køre- og hviletid, færdsel, cabotage mm. giver også udfordringer. Ud over faldgruber, som i det daglige synes som unødvendigt bøvl og besvær, risikerer lederen også i mange situationer at pådrage sig selv, virksomheden eller medarbejdere strafansvar.

Vi er opdraget til at svare pænt på de spørgsmål, vi bliver stillet og vil gerne tilfredsstille den der spørger, særligt hvis man er i en presset situation. Det ved betjenten udemærket godt, og i iver efter at ”please” betjenten kan man nemt kommet til at erkende noget, man egentlig ikke hverken kan eller skal erkende.

I iveren efter at forklare en sammenhæng kan man risikere, at en mulig straffesag bliver mere besværlig og tidskrævende end nødvendig. Man kan ligeledes miste overblikket og dermed ikke få fremlagt den dokumentation eller de beviser, der er til fordel for virksomheden.

Eksemplerne er talrige på, at den måde man håndterer den første kontakt med myndighederne på bliver afgørende for sagens videre forløb og det endelige resultat.

Som arbejdsgiver er det ens ansvar at instruere de ansatte i, hvordan arbejdet udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Hvis der sker en alvorlig arbejdsulykke, vil politiet i de fleste tilfælde komme til stede. I mange tilfælde skyldes uheld og ulykker tilfældigheder og ubetænksomhed i et kort øjeblik. Hvis chaufføren kommer til skade ved aflæsning, fordi han, modsat normal rutine, bruger en krog uden sikkerhedslås til en kranopgave, kan man pludselig stå i en situation, hvor chaufføren, arbejdsgiveren og eventuelle vidner bedes om at afgive forklaring til politiet.

Politi og myndigheder vil typisk spørge, om medarbejderen ikke havde fået instruktion i, hvordan han skulle læsse af. Tynget af det ansvar man føler for medarbejderen, og det ubehagelige i hele situationen, kan man nemt komme til at svare; ”Åbenbart ikke godt nok..!”.

Uden at tænke på at virksomheden jo faktisk har gode rutiner for instruktion, som kan dokumenteres ved APV, referater fra chaufførmøder, personalehåndbog mm.

Særligt for politiet kan dette lyde som en erkendelse af, at man som arbejdsgiver ikke har overholdt sit ansvar efter Arbejdsmiljøloven. For Arbejdstilsynet vil det blot være endnu en understregning af opfattelsen, at arbejdsgiveren altid har pådraget sig et ansvar.

Selv om misforståelsen muligvis kan rettes, medfører det, at en arbejdsmiljøsag kan trække meget længere ud end nødvendigt. Og arbejdsgiverens risiko for at blive straffet, for ikke at overholde arbejdsmiljølovgivningen, stiger voldsomt.

Som leder skal man selvfølgelig holde fast i ansvarsfølelsen for den medarbejder, som er kommet til skade, Men man skal være opmærksom på, at både politi og Arbejdstilsynet ikke er mødt talstærkt op for at trøste og vise medfølelse, men for at

finde nogen, de kan drage til ansvar og straffe.

Disse sager er for alle implicerede, særligt chaufføren, et mareridt. I de tilfælde hvor uheldet får den værst tænkelige udgang, eller hvor en person kommer alvorligt til skade, har man normalt ikke en chance for at overskue situationen og tage stilling til, hvad der skal siges og gøres.

Hvis en af virksomhedens chauffører forårsager et uheld med personskade, vil han lynhurtig stå i en situation, hvor politiet er på stedet. Der vil blive stillet spørgsmål til hændelsesforløbet med det samme, og der er umiddelbart ikke nogen, der overvejer, om den pågældende chauffør egentlig er i stand til at redegøre

fornuftigt for det, der er sket. Der er langt mindre nogen der tænker på, om det er i chaufførens interesse i det hele taget at udtale sig.

Hvis politiet spørger chaufføren:

”Så du ikke cyklisten?”, kan en presset og samvittighedstynget mand godt komme til at svare ”..nej, ellers ville jeg jo ikke have kørt ham ned..”.

I den udtalelse ligger en erkendelse af, at man er skyld i ulykken, men også, at man ikke har set sig godt nok for.

Den gode chauffør har nok både set sig for og tillige fulgt de rutiner, han har lært under sin uddannelse og øvet gennem mange års erfaring for, hvordan man skal orientere sig, inden man foretager et højresving. I situationen gør hans tyngede samvittighed, og medfølelse for cykelisten, dog, at dette slet ikke kommer frem, og han siger noget, han kan komme til at kæmpe længe med.

Det kan i værste fald betyde, at chaufføren bliver idømt en langt hårdere straf og frakendelse af førerretten, end han rent faktisk burde være idømt.

De fleste virksomheder betaler naturligvis skat med glæde (eller betaler i hvert fald) og følger efter bedste evne reglerne. Når det er sagt, er det ingen hemmelighed, at reglerne for skat og moms er meget komplicerede, og at risikoen for at gå galt i byen absolut er tilstede.

SKAT har hjemmel til at undersøge virksomheden og inspicere regnskab og bogføring. Det er dog ikke nødvendigvis sådan, at man som indehaver eller leder er forpligtet til at bidrage til at finde enhver gråzone i bilag og bogføring og dermed, i værste fald, inkriminere virksomheden.

Dem der foretager kontrolbesøg er typisk uddannet indenfor revision og regnskab og har dermed en viden og en erfaring, der ofte er virksomheden overlegen. Når ens ”modpart” er en overlegen, er der stor risiko for, at man kommer til at udlevere oplysninger, man ikke er forpligtet til give uden egentlig at opdage det, før det er for sent. Der er også stor risiko for, at manikke får bragt forhold, som er til virksomhedens fordel, frem i lyset.

Man skal ikke regne med, at medarbejderen fra SKAT, af sig selv, vil finde frem til det bilag eller den postering, som kan løse problemet for virksomheden. Alt i alt står man i en rigtig skidt situation, netop fordi man ikke kan overskue situationen.

Der er regler for, hvordan myndigheder og politi kan og må gå frem overfor virksomheder og borgere. Uanset man i mødet med myndigheder eller politi møder den retskafne eller ham, der måske ser lidt stort på det hele, skal man holde fast i, at man som udgangspunkt ikke har pligt til at udtale sig. Man skal naturligvis ikke som virksomhedens leder agere stum, f.eks. under hele Arbejdstilsynets besøg hos firmaet. Det er ikke det, øvelsen går ud på.

Øvelsen går ud på ikke at udlevere information, uden at man på forhånd har overblik over, hvad der udleveres, hvilke konsekvenser det kan få, og om man kan udlevere andet, end det der efterspørges og som er til virksomhedens fordel. Hvis virksomheden har kontakt til relevante rådgivere, f.eks. advokat eller revisor,

allerede inden den kontrolleres, har man i de fleste tilfælde også en hotline, hvor man kan få sparring og konkrete råd om, hvad man skal gøre og ikke gøre.

Der er ingen kontrolsituationer mellem virksomhed og myndigheder/politi, hvor man ikke har ret til at ringe til advokaten og hurtig vende det opståede problem. Der er ej heller nogen situation, hvor man ikke har ret til at have sin rådgiver tilstede. Man har, kort sagt, altid ret til at søge rådgivning.

Det er naturligvis ikke tanken, at virksomhedsledere skal opføre sig som barkede erhvervskriminelle i alle relationer til politiet, myndigheder, SKAT m.v.

Det er blot tale om at beskytte virksomheden, medarbejderne og én selv, hvis man kommer ud i en af dansk lovgivnings mange gråzoner.

Når det er sagt, er den danske retspleje da også så finurligt skruet sammen, at såfremt man virkelig har trampet i spinaten, og nok har fortjent en sanktion af den ene eller anden art, har man krav på et ordentligt forsvar og en ordentlig rådgivning. Uanset om det konkrete problem er hvidt, gråt eller sort, er virksomheden altid tjent med ordentlig rådgivning, hellere før end senere.