ITD hilser nyt center velkommen
Center for Transport, Miljø og Klima under Transportministeriet skal gøre dansk transport grønnere og levere viden og fakta på vejen.
- Vi bakker op om en grønnere transportsektor, for grøn transport er lig med effektiv transport, og netop effektivitet er nøglen til succes på transportmarkedet. Grundig viden og undersøgelser er afgørende for at komme effektivt over målstregen. Vi vil arbejde for, at centret får en stor betydning på den led, siger Poul Bruun, erhvervspolitisk chef i vejgodstransportens brancheorganisation ITD.
Gode miljøgevinsterCentret skal blandt andet udvikle en konkret køreplan for vejen mod en fossilfri transportsektor og samtidig have blik for transportbranchens rammevilkår. Målet er bæredygtig transport kombineret med fortsat udvikling af erhvervets produktivitet og konkurrenceevne.
- Målene flugter perfekt med ITD’s, siger Poul Bruun, der tilføjer:
- De gode idéer opstår ude i virksomhederne, og mange gange kræver de myndighedernes aktive medspil. Vi har gode eksempler på, at det er den vej, vi skal gå. Blandt dem er lastbilers højere vægtgrænser og forsøget med modulvogntog. Begge områder er kendetegnet ved et sundt samarbejde, grundige analyser og tilbundsgående diskussioner, før vi tager beslutningerne.
For ITD er det vigtigt, at vognmændene har en sikker horisont ved investeringer i nyt materiel. Derfor skal alle fordele og ulemper undersøges.
Forsøg giver erfaringerITD og vejgodstransporten er allerede godt i gang med ideudviklingen, eksempelvis ved et forsøg i Region Syddanmark med levering af varer i ydertimerne. Forsøget hedder 24T, og ITD er blandt aktørerne. Gevinsten er, at lastbiler ikke holder i tomgang i myldretiden, og vognmanden får mest muligt ud af lastbilerne, fordi køerne bliver undgået.
- Det er forsøg af den art med konkret viden som afkast, vi skal have flere af. Vi ønsker en forlængelse af forsøget, og her har vi en ansøgning liggende hos Trafikstyrelsen. Med den grønne dagsorden i centrum håber vi på en snarlig afklaring, så vi kan få flere gode erfaringer, slutter Poul Bruun.