Vejdirektoratet spørger ramte trafikanter
Vejdirektoratet vil nu spørge trafikanterne om deres oplevelser med anlægsarbejdet på E20 mellem Nørre Aaby og Middelfart på Vestfyn.
Hvordan opfatter trafikanterne egentlig de elektroniske tavler, skiltningen og deres egen tryghed, når de kører i vejarbejdet? Alt sammen viden som er guld værd for Vejdirektoratet i bestræbelserne på at minimere generne mest muligt for trafikanterne.
Fra om morgenen onsdag den 11. september vil trafikanterne på E20 derfor møde repræsentanter fra Vejdirektoratet ved frakørselsramperne ved Odense V og Nørre Aaby i østgående retning – samt ved Middelfart og Fredericia S i vestgående retning. Her vil de få stukket et spørgeskema ind af vinduet med 17 spørgsmål på.
Vejdirektoratet arbejder for tiden på at udbygge strækningen Nørre Aaby til Middelfart fra fire til seks spor, og trafikanternes holdning til vejarbejdet er vigtig, fortæller projektleder Mike Boesen:
-Når vi udbygger en stærkt trafikeret motorvej, mens trafikken ruller, kan vi ikke undgå at genere trafikanterne. Og vi gør faktisk meget for at gøre generne så små som muligt. Men nu vil vi gerne vide, hvordan trafikanterne oplever situationen, siger Mike Boesen.
-Vi er meget interesserede i trafikanternes holdning. Vi bygger jo vejene for trafikanterne, men mens vi bygger skal alle stadig kunne komme så nemt og sikkert frem som muligt. Trafikanternes svar kan vi måske bruge til at justere vores håndtering af vejarbejder og informationen til trafikanterne, siger Mike Boesen.
Et særligt tiltag som Mike Boesen er ekstra spændt på er trafikanternes syn på de særlige smileyskilte på strækningen.
-Som et forsøg indførte vi jo smileyskilte på strækningen, der på en lidt anderledes måde og sjov måde skal give trafikanterne mulighed for at se en ende på vejarbejdet, mens de er på farten. Vi er spændt på, hvad folk synes om dem, og om de kan bruge dem til noget, siger han og understreger, at han håber, at mange trafikanter svarer på spørgsmålene fra Vejdirektoratet.