ITD deler aha-oplevelser ud
I september besøger ITD tre messer rundt om i Danmark. Det foregår under mottoet ’Branche i bevægelse’. ITD opfordrer alle interesserede – medlemmer som ikke medlemmer – til at komme og få en aha-oplevelse.
Der er kommet gang i økonomien, hjulene ruller, og lastbilerne flytter mere gods.
Markedet bevæger sig, og det samme gør transportbranchen.
- Det er alle de ting, der bevæger sig, som det er interessant at snakke om, når vi mødes: Gods, der flytter sig, markeder der forandrer sig, og holdninger der rokker sig, forklarer ITD’s kommunikationschef, Nikolaj Stig Nielsen.
Det er først og fremmest ITD’s medlemspakke, der indeholder gratis ADR rådgivning, køre- og hviletids-service, virksomhedstjek og meget andet, som ITD får en god snak med vognmændene om ude på messerne.
Men også det politiske arbejde bliver flittigt vendt i snakken.
- I ’gamle dage’ var ITD en forening for eksportvognmænd og fokuserede snævert på den del af branchen. Nu er de gamle dage slut, og ITD er en bredt favnende organisation for vognmænd af alle slags, og vores holdninger er afstemt derefter. Det giver mange vognmænd en aha-oplevelse, når vi er ude at fortælle det, siger Nikolaj Stig Nielsen.
I den kommende weekend er ITD på Transport Øst.
Det er Danmarks største transportmesse øst for Storebælt.
Efter Transport Øst rykker ITD teltpælene op og drager til det nordlige Danmark til Nordjysk Transport Messe. Messen bliver afholdt på GRØNS Transport Uddannelser A/S, Kjeldgaardsvej 4, 9300 Sæby. Den holdes 14 og 15. september.
ITD slutter messe-turneen af i Padborg, hvor Truck Amok 3.0 bliver afholdt den 28. september.